Fortsæt til indhold

To SM-titler til Køge Bokseklub

Arkiv
Per Møller

BOKSNING: Køge Bokseklub fik i weekenden to Sjællandsmestre.
Arman Amini vandt i letweltervægt guldmedalje efter sejre over Hadi Halim, CIK og Mikael Sabbagh, Valby IK. Arman Amini viste i begge kampe stort overblik og flot teknisk boksning og blev efterfølgende kåret som mesterskabernes bedste U/19 bokser.
Kåringen som mesterskabernes bedste U/19 bokser er en kulmination på en fremragende sæson for Arman Amini, som bare har ryddet al modstand til side.
I letvægt blev Mustapha Hamze ligeledes Sjællandsmester, dog uden kamp. Lodtrækning gjorde at Mustapha Hamze gik direkte i finalen, og da finale modstanderen var klubbens egen Joakim Lander, valgte klubben at tildele mesterskabet til Mustapha Hamze.
- Joakim Lander havde, i sin semifinale, flot besejret Mahdi Najai, SIK Fight efter en fantastisk kamp. Joakim Lander var sågar rykket en vægtklasse op, da der ingen modstandere var i hans egen vægtklasse, men alligevel besejrede han den stærke og hårdføre SIK Fight bokser. Kampen blev bokset i et forrygende tempo, men hele tiden med Joakim som den bedste og hurtigste bokser. En flot kamp af Joakim, der igen viste at han er et talent ud over det sædvanlige, lyder detrosende fra Køge-træner John Trøjgaard.
Mathias Madsen tabte desværre sin finale mod Mikael Harmanci, Hillerød SK. Efter en god kamp blev Mathias Madsen bortdømt med dommerstemmerne 3-0. Et ærgerligt nederlag, men sejrene skal nok komme til den unge Køge-bokser, som via hårdt arbejde i træningslokalet, har forbedret sig markant i denne sæson.
Fredag havde klubben to mand med ved begyndermesterskaberne, hvor det desværre blev til nederlag til begge Køge boksere.
Baris Metin tabte sin kamp mod Maher Khatib, Slagelse BK efter en hård kamp. Køge bokseren havde ligget syg ugen op til kampen og det kunne ses, så sejren til Slagelse bokseren var fuld fortjent.
Frederik Holmegaard tabte også sin kamp, men ydede stærk modstand mod Marcus Nyarko, CIK. Den hårdslående CIK bokser havde stoppet alle sine modstandere inden mødet med Frederik Holmegaard, men køgenseren boksede klogt og viste atter at han er fremtidens mand.
- En fremragende weekend for Køge Bokseklub, som i den flotte gamle kulisse i Idrætshuset, København viste sig frem på allerbedste vis. Klubbens kampboksere får ros og stor anderkendelse fra alle kanter, der bliver virkelig lagt mærke til vores flotte og rene boksestil, fortæller en glad Køge-træner John Trøjgaard.
Sæsonens sidste store opgave vil være Hvidovre Box Cup, som bokses sidst i marts måned.

Arman Amini blev efter SM-stævnet kåret til bedste U/19 bokser. (Privatfoto).