Fortsæt til indhold

Fridykkerklub fanget i sikkert forbud

For mange uheld med fridykning gør det svært for Kolding Fridykkerklub at træne

Arkiv
Lotte Gyldenvang

Kolding Fridykkerklub blev stiftet for tre måneder siden og er allerede en eftertragtet klub. Der er 18 medlemmer og samme antal på venteliste. Trods klubbens korte eksistens og popularitet er der allerede store skår i glæden, da klubben ikke har mulighed for at imødekomme nye medlemmer og afvikle ventelisten, fordi de mangler bassintid.
I Kolding er det nemlig ikke tilladt at fridykke i svømmehallen.
“Som mange andre sportsgrene kan fridykning være farlig, hvis man ikke følger nogle enkle regler. Formålet med Kolding Fridykkerklub er netop at skabe nogle trygge rammer for undervisning i fridykning og dele vores viden om sikker fridykning, siger Jesper Stechmann, stifter, formand og underviser i Kolding Fridykkerklub.

Direktør: “Leger med livet”

“Vi har desværre haft en del meget dumme oplevelser med fridykning. Derfor har vi valgt at forbyde det i Slotssøbadet og KongeåBadet i Vamdrup. Senest havde vi i december en 17-årig ung mand, som skulle reddes op fra bassinbunden og genoplives af vores livreddere. Det er en voldsom oplevelse, både for den unge mand, mit personale og ikke mindst de mange besøgende, vi har i svømmehallen, alene fordi han skulle presse sig selv til at se, hvor længe han kunne holde vejret. Man leger med sit liv på den måde, “ siger direktør for Slotssøbadet, Otto Skak.
Han understreger, at når han forbyder Kolding Fridykkerklub at træne i SlotssøBadet, handler det også om, at børn og unge efterligner hinanden.
“Hvis de ser fridykkerne træne, prøver de selv fridykningen af. Det har skabt farlige situationer for os, og det undgår jeg ved at forbyde fridykning i hallerne,” lyder det fra Otto Skak.
Jesper Stechmann er som den mest vindende danske fridykker yderst erfaren inden for området og ærgrer sig over forbuddet.
“Jeg kan godt forstå problematikken, men jeg mener ikke, et forbud er løsningen. Folk fridykker, uanset om de må eller ej. Jeg ønsker at skabe de bedste og mest sikre rammer for at undgå flere uheld. Men det er ikke nemt at udbrede sikker viden, når vi er fanget i et forbud,” siger Jesper Stechmann.

Jesper Stechmann og Kolding Fridykkerklub ønsker mere bassintid.

Råd: Op til den enkelte hal

Hos Rådet for Større Badesikkerhed har man drøftet fridykning.
“Fridykning betegnes ikke som svømning i offentlige åbningstider i svømmehaller, men derimod hører det til under klubregi, hvor der er sikre rammer og opsyn med det. Hvis man fridykker, skal der skiltes tydeligt, både ved stranden og i svømmehaller. Ellers kan forbipasserende tro, at en fridykker er druknet og slå unødvendig alarm. Det er op til de enkelte svømmehaller og klubber, om de vil give plads til fridykkere eller ej. Det blander vi os ikke i,” siger formand for Rådet for Større Badesikkerhed, Sven Hedegaard.
Forbuddet for fridykning handler ifølge Otto Skak også om, at det for livredderne er umuligt at se forskel på en fridykker, der ligger stille og en person i nød.
“Det kan jeg sagtens følge. Der skal klart være regler for fridykning. Andre steder oplyser man livredderne om, at man fridykker, så andre folk i hallen er opmærksom på aktiviteten,” siger Jesper Stechmann som mulig løsning.