Linak sponserer fire åbningskoncerter
Linak og Folk Baltica har indgået et økonomisk samarbejde, der sikrer store musikalske navnes deltagelse i festivalen
Linak sikrer igen i år Folk Balticas åbningskoncert på Alsion med et sponsorat, der skal sikre honorar af solister, ensemble og all stars bandet. Der er tale om en firårig aftale.
Det sker ud fra ønsket om at støtte ikke blot festivalen i sig selv men også at give musikgenren 'folk' mere luft under vingerne.
"Folk musikken er en niche, som vi skal værne om. Den type musik, som er fremragende og smittende glad, skal have en chance. For at skabe kontinuitet i musikken har Linak givet tilsagn om at støtte indtil 2018," siger Lene Jensen, der varetager Linaks støtte og sponsorater.
Vækker genlyd
Sønderborg Kommunes kulturchef og Folk Balticas næstformand, John Bøgelund Frederiksen, glæder sig.
"Det er et enormt scoop for talentudviklingen. Ensemblets unge mennesker, som jo er kulturbærere fremover, bliver engageret og beriget i mødet med flere af koncertens store navne. Herunder selvfølgelig ensemblets leder, Harald Haugaard, men også dansk klassisk musiks gulddreng, Rune Tonsgaard Sørensen, der jo har hjemtaget et hav af fornemme, store priser," siger John Frederiksen om åbningskoncertens hovednavn, violinisten Rune Tonsgaard Sørensen.
Rune Tonsgaard Sørensen favner som en af de både klassisk musik og folk, og hans ensemble, Den danske Strygekvartet, hjemtog netop en række priser ved dette års P2 Priser. Hans andet ensemble, folk-gruppen Dreamers Circus, skabte jubel, da den til sidste års Folk Baltica spillede i Riddersalen på Sønderborg Slot.
Sønderborg Kommune lægger atter kulisser til fire koncerter med åbningskoncerten i Koncertsalen Alsion 6. maj som den første. Herefter følger koncerter i Skelde, Nørreskoven og Cathrinesminde Teglværk.
Billetter til alle koncerter kan købes på sonderborgbilletten.dk.
Fakta
Folk Baltica festivalen fokuserer på folk-musik af høj, international kvalitet og tiltrækker hvert forår de bedste navne i genren til det dansk-tyske grænseland.
Festivalen foregår i år 6. – 10. maj.
Læs mere på www.folkbaltica.dk.