Sølvmedalje til ambitiøs kokelev fra Odd-Fellowgaarden
Det lå ikke i kortene, at 23-årig Jacki Krog skulle være kok. Sidste torsdag blev han alligevel færdigudlært med topkarakter og en sølvmedalje.
Jacki Krog var muligvis ikke et slående kokke-talent fra begyndelsen, og da han var yngre, drømte han faktisk om at rejse til USA og blive professionel wrestler. Tingene har dog taget en anden drejning, og sidste torsdag blev 23-årige Jacki Krog udlært kok med et imponerende 12-tal og en prestigefuld sølvmedalje – og en interesse for mad, der aldrig har været større.
- Jeg drømte om at blive professionel wrestler, men jeg har altid fået at vide, at jeg skulle have noget at falde tilbage på – og det blev så kokkeuddannelsen, fortæller Jacki Krog, der for godt og vel 4 år siden besluttede at starte på Hotel- og Restaurantskolen til trods for, at han ikke havde nogen færdigheder i et køkken. Umiddelbart efter startede han op som kokkeelev hos Odd-Fellowgaarden i Køge.
- Jeg tænkte - hvorfor ikke? Jeg har jo altid godt kunnet lide mad, fortæller Jacki Krog med et smil.
Jacki Krog fik topkarakteren 12 for sin afsluttende svendeprøve, hvor han trak 'tyksteg'. Udover en tyksteg fik han efterfølgende 3 timer og en kurv med råvarer til at tilberede en ret, hvor han valgte kun at bruge én råvare – nemlig gulerod – som han tilberedte på hele 5 forskellige måder. Resultatet sad 'lige i skabet' og indkasserede et 12-tal og en sølvmedalje.
- Jeg håber lidt, at det kan vise, at man behøver ikke at være i lære hos Noma for at få en sølvmedalje, fortæller Jacki Krog, som altså kan prale af at have modtaget en eftertragtet medalje, der kun gives til kokkeelever, der yder en særdeles god præstation.
Fra Frankrig til Italien
Den nu nyudklækkede kok har været i lære hos Odd-Fellowgaarden de sidste 3 1/2 år, hvor maden primært er fransk-inspireret. I slutningen af denne måned skal Jacki Krog dog ud ”i den virkelige verden” som uddannet kok og prøve kræfter med det italienske køkken hos restauranten Cofoco Italy i Søborg. Det fremtidige mål er, at komme til at arbejde som kok på The Standard i København, der huser over tre restauranter, hvoraf den ene fik den prestigefulde Michelin-stjerne i 2014.
Odd-Fellowgaarden og indehaver Kristian Østergaard har været med til at udlære flere elever igennem tiden. Flere har fået en flot bronzemedalje til sin afsluttende eksamen, men Jacki Krog er den første, der har fået en sølvmedalje i løbet af Kristian Østergaards 25 år som køkkenchef:
- Jacki er det levende bevis på, at ingen er født kokke. For at blive en god kok, handler det om timer – man skal knokle for det, og det sidste halvandet år har Jackis udvikling virkelig taget fart, siger Kristian Østergaard.
Odd-Fellowgaarden deltager igen i år i 'Smag på Køge' i næste uge, hvor man i dagene fra d. 11. marts-d. 14. marts kan komme og nyde en tre-retters menu i bistroen til en pris på 195 kroner.
Kristian Østergaard opfodrer til, at man bestiller bord hurtigst muligt, da pladserne traditionen tro ryger hurtigt.