Vægmaleri styrker sproget
Nydam Børnehus i Vester Sottrup havde i sidste uge fernisering på et stort vægmaleri.
Vægmaleriet er en gave fra forældrene, som børnehuset fik ved indvielsen af de nye bygninger i slutningen af 2013.
For at skabe helhed og sammenhæng for børnene blev motiverne fundet i børnehuset sprogkanon.
"Vi har udarbejdet en sprogkanon, der er blevet til i et samarbejde mellem dagpleje, børnehaver, børnehaveklasser og SFO'er i Dybbøl/Sundeved dagtilbudsområde. Vi er optagede af, hvordan vi på sprogområdet bygger bro fra dagpleje til børnehave og fra børnehave til skole og SFO," forklarer Kirsten Holm Petersen, der er daglig pædagogisk leder af børnehuset.
En del af figurerne fra sprogkanonen er visualiseret, så børnene genkender dem, husker dem og motiveres til at synge, snakke og fortælle, når de ser på maleriet.
Vægmaleriet er lavet af Grethe Mandrup, som også er bosiddende i Vester Sottrup. Hun har selv arbejdet i mange år som pædagog og ved hjælp af hendes kreative evner, har Nydam Børnehus fået et rigtig flot vægmaleri.
Lokale dagplejebørn var også inviteret til ferniseringen, hvor læsevejlederen fra Nydam Skolen læste en historie for børnene.