Fortsæt til indhold

Keramik i Butik

Arkiv
Arkiv

Keramiker Dorthe Hold Nielsen har med sin lille forretning Butik i Ringstedgade 13, fået foden under eget bord. I de første måneder som selvstændig turde hun ikke tage springet fuldt ud, og hun beholdt derfor jobbet som pædagog på Absalons Skole og havde kun åbent få dage. I dag slår hun glad dørene op til sin lille butik alle dage undtagen fredag. Her hygger hun med kunder og former skåle, vaser, kopper og meget andet, når hun har tid. Dorthe Hold Nielsen sprang ud som keramiker for 20 år siden. Interessen startede med, at hun tog et keramikkursus med en veninde. Hun var solgt med det samme, og efterhånden fyldte keramikken mere og mere både i hendes værksted derhjemme og i hovedet, der er fyldt med keramiske ideer, former og farver. - Keramikken er ligesom vokset og vokset for mig, derfor er jeg glad for, at jeg i dag kan beskæftige mig med det hele tiden, siger Dorthe Hold Nielsen.

Datter køber tøj

Datteren Johanne Heede Kjærum køber tøj og smykker til butikken. De er fremstillet af designere fra Roskilde og København. Delene er blandt andet valgt ud fra, at de skal kunne holde længe, være personlige og er produceret under ordentlige forhold. ag