Lokale aktører i Løjt er igen klar på revy-scenen
Holdet bag Løjt Revy 2015 er - næsten - klar til en ny omgang med sjov
Så er der revy i Løjt igen. Efter en lang periode, hvor alt har stået i revyens tegn, har instruktør Bjarne Sloth Thorup lagt sidste hånd på værket, og der arbejdes nu på højtryk, så alt kan være klart til generalprøven 11. marts.
Ud over generalprøven, der er forbeholdt pensionister, er der kun fire muligheder for at se revyen i år. Så det er med at være lidt ekstra vaks ved havelågen, hvis man skal have sig et godt grin til årets revy.
Der er medlemsforestillinger den 13. og den 20. marts og desuden åbne forestillinger den 15. og 19. marts.
Løjt Revyen er ikke bare en lokalrevy, lover aktørerne.
Revyens monologer, sketches og sange kommer vidt omkring og fortæller om livets gang i Danevang år 2015, og det kommer der noget ganske fornøjeligt ud af. I alt 10 veloplagte skuespillere er med på scenen, og igen i år er det Torben Johnsen og Frank Pedersen, der står for det musikalske.
Teksterne skrevet af lokale forfattere, nemlig Carl King, Doris Sommerlund og Nina Havelund.
Billetter til de to åbne forestillinger kan købes i Superbrugsen i Løjt eller ved indgangen.
Alle forestillinger spilles i Løjt Forsamlings- og Kulturhus og starter kl. 19.30.