Citychef siger farvel
Fredericia Shopping skal have ny citychef. Maj-Britt Reibke Thorsens stopper efter halvandet år
Maj-Britt Reibke Thorsen forlader jobbet som citychef i Fredericia efter halvandet år og skifter til et andet job, tættere på sin fødeby nær Århus.
“Det har været spændende 1,5 år i Fredericia, hvor vi har lavet flere events end nogensinde. Og samtidig fornemmer jeg stor opbakning blandt byens butikker og borgere. Flere større projekter vil være med til at markere Fredericia yderligere på landkortet, og jeg vil se tilbage med glæde over at være involveret heri,” siger Maj-Britt Reibke Thorsen i en mail til foreningens medlemmer.
Formand Christian Jungmark takker Maj-Britt Reibke Thorsen for indsatsen i en tid, hvor foreningen har fået omkring 50 nye medlemmer og dermed også har forbedret mulighederne for at skabe endnu flere oplevelser og events.
“Maj-Britt har ydet en stor og engageret indsats, og vi har løbende fået stor ros fra de involverede parter for håndteringen. Maj-Britt vil blive savnet, og vi vil ønske hende al mulig held og lykke i hendes nye job i det midtjyske. Eventkalenderen 2015 er allerede godt planlagt, så en ny citychef vil få bedst muligt afsæt til at starte på,” skriver Christian Jungmark.
Citychef-stillingen bliver slået på snarest muligt.