EUC har det højeste snit
Eleverne på EUC Syd har det højeste snit blandt alle gymnasier
Eksamensresultaterne for sommeren 2014 viser, at gymnasieeleverne på EUC Syd kommer ud med det højeste snit blandt alle gymnasier i Sønderjylland.
Det viser en ny opgørelse fra Undervisningsministeriet.
“Vi er selvfølgelig utrolig stolte over det resultat vores elever og lærere i fællesskab har opnået i sommeren 2014. Det er et vedvarende mål for os, at vores elever skal være tilfredse med de centrale ting som undervisning, deres lærere og det sociale miljø på skolen. Hvis det er opfyldt, så er det vores tese, at det er understøttende for gode faglige resultater,” siger rektor Bente Lyck-Damgaard.
Det tekniske gymnasium på EUC Syd er fordelt på fire forskellige adresser i Aabenraa, Sønderborg, Haderslev og Tønder.
Den seneste elevtrivselsmåling på gymnasiet viste, at eleverne generelt er meget glade for deres lærere, og de giver udtryk for, at lærerne er opdaterede på deres fag, at de er velforberedte og gode til at inddrage it i undervisningen.
“Trivsel er essentielt for, om vi kan fastholde vores elever i deres uddannelsesforløb. Hver enkelt i vores organisation kan bidrage positivt til elevernes trivsel. Det gælder selvfølgeligt primært undervisere men også elevadministrative medarbejdere, kantinen og alle andre støttefunktioner omkring dem. Uden tilfredse elever var der ikke et job til os. Er eleverne glade, så er vi glade,” siger Bente Lyck-Damgaard.