Haahr Benzin bliver i Vejle
Arbejdspladserne bliver i Vejle efter salget af Haahr Benzin
Haahr Benzins velkendte flag kommer fortsat til at vejre over kædens tankstationer og deres hovedkvarter i Vejles gamle Teater, efter de nu er solgt fra. Det tyske olieselskab Mabanaft overtager både navnet, medarbejderstaben og ambitionerne.
”Der var flere andre spillere med i opløbet. Men at det blev dem, har meget at gøre med at medarbejderne kunne følge med over, at konceptet kunne blive videreført, og at man kunne blive enige om en økonomisk ramme,” siger Elo Sørensen, teknisk direktør for Haahr Benzin.
Tyske Mabanaft ejer over 600 tankstationer i Europa fordelt på selvstændige selskaber i forskellige lande med udgangspunkt fra Hamburg. Men det nye tyske moderselskab kommer ikke til at styre Haahrs stationer gennem hverdagen. På det punkt bliver det 'business as usual', siger Elo Sørensen.
Optimisme i farvandet
Haahr Benzin har under Olaf Haahrs ejerskab gennem årene altid prøvet at stikke ud fra konkurrenterne og blive ved med at vokse - så sent som i november blev et anlæg åbnet i Silkeborg. Under den nye ejer er sigtet stadig rettet mod udvidelser.
”Vi står stærkere rustet end tidligere. Ikke at vi stod dårligt før. Men nu er der en stor spiller på det europæiske marked bag os,” siger Elo Sørensen.
Og det bliver stadig hovedkvarteret i Vejle og de lokale medarbejdere, der kommer til at føre strategien ud i livet, selvom det ikke er en nedfattet del af salgsaftalen.
”Der er lovning på, at det er her, det foregår – både på kort og mellemlang sigt,” siger Elo Sørensen.
Denne artikel har været publiceret på vejlekanten.mediajungle.dk hvor du kan læse flere dagsaktuelle nyheder fra Vejle og omegn.