Fortsæt til indhold

Flydende kajakklub klar til indvielse

Efter længere tids forsinkelse står den flydende kajakklub færdig

Arkiv
Af Asta Sevil Østerlund og Mikkel Jacobsen, studerende ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

”Det har været noget tid undervejs, men jeg er tilfreds med resultatet.”
Sådan lyder udmeldingen fra bestyrelsesformand for Vejle Kajakklub, John Broe Rasmussen. Han står på træfundamentet for den første flydende kajakklub i Danmark, der kun er få dage fra den officielle indvielse på lørdag den 21. marts.
Indvielsen af klubben har måttet lade vente på sig, da projektets hovedentreprenør, det lokale tømmerfirma Jørgensen og Co., gik konkurs, inden byggeriet for alvor gik i gang.
I dag er den nøgne facade byttet ud med en træfacade med skarpe linjer og fliser i blå nuancer. John Broe Rasmussen fortæller med entusiasme, hvordan klubben kan hæve og sænke sig med tidevandet og fungere som et åbent område for byens nysgerrige og aktive havnegæster.

Fokus på det gode miljø

Inde i klubbens lokaler, som de deler med en gymnasieklasse, er væggene prydet med små mønstre og motiverende ord og fraser såsom 'fællesskab' og 'orden skaber trivsel'.
”Det skal være med til at bidrage til det gode miljø,” siger John Rasmussen.
Han står inde i hovedlokalet, hvor flere af væggene ud til vandet er byttet ud med store gulv-til-loft-vinduer, der indikerer, at man kun befinder sig centimeter fra vandet.
”Det er virkeligt specielt, det her,” siger John Rasmussen og peger ud over vandet:
”For nogle dage siden sad jeg her, og så så jeg en sæl svømme forbi. Det er bare flot.”

Satsning på havnebyggeri

Den flydende kajakklub står som en forlængelse af Vejle Kommunes store satsning på en ny havnebydel. Nybyggeriet omfatter blandt andet en klub-ø for Vejles vandsportsforeninger samt Kirk Kapitals nye firmadomicil, der er tegnet af Olafur Eliasson.
John Broe Rasmussen ser frem til, at klubben endelig vil blive indviet og håber på, at det nye byggeri vil give et boost til medlemsaktiviteten, der oplevede et mindre dyk under byggeriet.
Denne artikel er oprindelig publiceret på vejlekanten.mediajungle.dk