Et godt måltid serveret med lidt ekstra viden
Fredericia Kommune har netop præsenteret 46 madkort, som skal give børn mod på mere
Dagens to madkort ligger på bordet. På det ene er der et billede af en ko, og på det andet et af gulerødder.
Børnene i Lucinahaven i Taulov skal i gang med frokosten, og på menuen står der lasagne. Ikke alle er lige begejstrede, men madkortene, der blandt andet fortæller om ingredienserne i maden, er med til at sænke paraderne.
På kortet med koen står det blandt andet, at Danmarks ældste ko blev 30 år gammel - og at kød er godt for muskerne, fordi kød indeholder protein. Der står også, hvad koen spiser, og at skindet kan bruges til sko, tasker og møbler.
På kortet med gulerødderne kan man læse, at de også kan være lilla og hvide. Og at der er A-vitaminer i - og mange kostfibre, så de er gode for maven.
“Kortene er med til at give børn mad-mod. Børnenes lyst til at smage på maden - også ukendte retter - skal udfordres. Og det bliver det med madkortene,” siger Lucinahavens pædagogiske leder, Esben Balle Hansen.
De fælles måltider i daginstitutionen kan være den perfekte ramme for “maddannelse”. Med de nye madkort bliver maden til mere end bare mad. Personalet ved, at når måltidet bliver sat på bordet, er det ikke en pause fra det pædagogiske arbejde. Det er en mulighed for at give børnene en masse viden om mad. Vække deres nysgerrighed og begejstring for mad - og give dem mod på at smage.
Sidemanden tør også
I Lucinahaven bliver madkortene brugt meget. På kortene er der billeder af ingredienserne og information om for eksempel oprindelsesland, udseende, smag, duft og vitaminindhold.
“Vores børn er ikke kræsne, men kortene er et godt redskab til at gøre maden let tilgængelig. Gennem leg kan vi få børnene til at smage på mange forskellige ting - og det smitter. Når Villads vil smage, tør sidemanden også. Vi oplever, at det er lettere at vække børnenes nysgerrighed med kortene,” siger Esben Balle Hansen, der tilføjer, at kortene også inspirerer pædagogerne.
“Vi finder vores gamle viden frem, og husker at bruge den. Vi kan have et kort om æbler og her blive inspireret til en snak om æblet i paradisets have, Idun, der vogter de gyldne æbler eller historien om Snehvide.”
Med kortene kan man præsentere og beskrive maden for børnene. Det handler ikke om at tvinge dem til at smage.
Fødevarestyrelsens Alt om Mad Rejsehold har fået præsenteret madkortene.
”Det er positivt, at Fredericia kommune støtter op omkring arbejdet med mad og måltider ude i daginstitutionerne. Madkortene er et redskab, der gør det nemmere og sjovere at arbejde professionelt med mad og måltider. Det er et eksempel på, hvordan køkken og stue kan arbejde sammen, og derved bliver maden en del af den pædagogiske hverdag,” siger Vickie Sønderby fra Fødevarestyrelsens Alt om Kost Rejsehold.
Alle daginstitutionerne i Fredericia Kommune er blevet introduceret til madkortene, og ældreområdet har også vist interesse for dem - for eksempel i forhold til demente.