Mænd kom for at inddrive gæld
En 50-årig mand fik tirsdag aften den 3. marts et ubehageligt besøg i sit hus på Møllevej i Vamdrup. To mænd kom for at inddrage gæld, som den 50-årige angiveligt skyldte dem. Besøget udviklede sig til et røveri, da mændende truede med vold. Banditterne fik truet manden til at give dem hans bil og nøgler, og derefter kørte de derfra i den stjålne bil. Politiet blev herefter tilkaldt til den 50-åriges adresse. Her kunne manden fortælle, at han havde en formodning om, hvor mændene var kørt hen.
“Omkring Fredericia standser en patrulje den forurettedes bil klokken 22:17. I den sidder gerningsmændene, så de bliver anholdt og sigtet for røveri,” fortæller Brian Abild fra Kolding Lokalpoliti.
Mændene blev fremstillet i retten onsdag formiddag. Det drejer sig om en 35-årig mand fra Brøndby og en 29-årig mand fra Rødovre. Begge mænd er kendt af politiet, men de har, så vidt man ved, ikke tilknytning til banderelaterede miljøer. Det vides endnu ikke, hvor mange penge mændene kom for at inddrive.