Halvmånen og korset – foredrag om islam og kristendom
Følger man blot en lille smule med i mediernes nyhedsstrømme, kan man ikke undgå at bemærke, at religiøse forskelle og uoverensstemmelser kan føre til voldsomme splittelser, krige, konflikter og terrorhandlinger.
Ved et foredrag i Sæby præstegård onsdag den 25. marts kl. 19.30 vil sognepræst i Staby og Madum i Vestjylland og tidligere biskop over Haderslev stift, Niels Henrik Arendt fortælle om forholdet mellem kristendom og islam. Der er mange ting, de to religioner har til fælles, som fx troen på den ene Gud, som har skabt verden, og som taler til menneskene. Der er en lang række fælles fortællinger, -om skabelse og syndefald blandt andet, men når man arbejder med lighederne, viser der sig samtidig at være iøjnefaldende forskelle.
I foredraget vil Niels Henrik Arendt fortælle om islams opståen og indhold, og han vil komme ind på emner som, hvordan vi forstår Gud, hvordan Jesus opfattes, hvordan man ser på mennesket, på magt, politik og religiøs frihed. Der er fri entré til foredraget, og der sælges kaffe og brød for 20 kr.