Rådgivere klar til områdefornyelse
Det danske arkitektfirma Adept har i samarbejde med den tyske landskabstegnestue Topotek1, ingeniørvirksomheden Atkins og procesrådgiver PrimusMotor vundet et udbud om totalrådgivning i forbindelse med områdefornyelse af den sydlige bykerne i købstaden Aabenraa.
Det omfatter en række delprojekter, blandt andet skal Rådhusgade trafiksikres, markedspladsen skal opgraderes og Storetorv styrkes i det omfattende projekt.
“Efter en god og robust proces med EU-udbud, prækvalifikation, tilbudsrunde og interviews er det med stor glæde, at vi nu kan præsentere vinderen som skal hjælpe Aabenraa med realisere visionen om at blive en af Danmarks mest levende og moderne købstæder i 2035,” siger Philip Tietje, formand for Vækst og Udviklingsudvalget i Aabenraa.
Snart indkaldes der til borgermøde om områdefornyelsen. Derefter skal delprojekterne detailplanlægges, og som det ser ud nu, er planen, at spaden går i jorden på den første indsats sidst på året.