Vi er for selvfede

Jeg skal være den første til at erkende, at jeg selv er en af de alt for selvfede. Men det skal være slut. Selvfedmen skal væk. Og alle de andre selvfede omkring mig bliver nødt til at gøre det samme.
Det er fodbold, det handler om. Om VB. En klub med stolte traditioner og mange landsholdspillere på cv'et. Og den slags viden giver en speciel selvopfattelse, for hey, det er jo VB, vi holder med. Eller spiller for. Eller støtter med sponsorater. For vi kan jo godt lide den historie. Den er fed at kende til.
Men lad os få de ubehagelige sandheder på bordet. Få svesken på disken: Det er altså 31 år, gentager 31 år, siden, VB sidst vandt et mesterskab. Det er seks sæsoner siden, VB var med i den bedste række. Og nå ja, VB kan jo nemt være at finde i 2. division næste år.
Det er så uendeligt ligemeget, hvor mange gange man har vundet et mesterskab, hvis man taber den næste kamp. Fodboldens største kliche er, at det er den næste kamp, som er den vigtigste, men den kliche er ubehagelig meget sandt.
For VB har et hold, der kan vinde over alle hold i 1. division, men har også et hold, der kan tabe til alle hold i 1. division. Og med et point til nedrykning til noget, der minder om en katastrofe, tja så er næste kamp meget, meget, meget, meget mere vigtig end langtidsdrømme og visioner.
Men når vi står der på lægterne, kan vi vores fodboldhistorie, og vi ved måske, at koryfæer som Allan Simonsen og John Sivebæk også er på stadion og kaster glans over det hele. Og vi tænker, at det hele jo nok skal gå, for modstanderne er jo bare Skive eller Roskilde, og hvad ved de hold da om fodbold? Hvor mange landsholdsspillere er det nu lige de hold har leveret? Nå ja, ingen.
Og mens vi står og tænker de tanker på lægterne, kunne man mistænke VB-spillerne på banen for at tænke det samme, og mens de tænker det, så løber modstanderne bare hurtigere og længere end VBerne, og vinder kampen.
Fodbold er nemlig voldsomt simpelt, og det har de andre hold lært, for de har ikke det der selvfede skjold omkring sig. De ved godt, at fodbold er et vildt hårdt arbejde, og at en glorværdig fortid ikke skaber sejre. Det gør ydmyghed til gengæld. Spørg bare i SønderjyskE, jordens mindst selvfede hold, der efterhånden er et trofast superligahold. Hvorfor? Fordi man der tager den der berømte ene kamp ad gangen.
Nå, er jeg for hård ved alle os med et blodrødt VB-hjerte? Næ, det tror jeg såmænd ikke. Vi er VB-fans for fanden. Vi er noget specielt. Mange af os var fans af et storhold, dengang vi kun kendte Brøndby fra et bykort over Storkøbenhavn. Vi var fans af et storhold, dengang Vejle FC var eneste danske FC hold, vi kendte til. Vi var fans af et storhold, der kunne spille teknisk, lækkert og seværdigt, for det kunne vores hold gøre uden at blive tromlet over af taktiske stærke hold spækket med spillere med løbevillighed som et olympisk maratonfelt. Men suk, det er mange år siden.
Jeg er så stolt af at være VB fan, at det aldrig kan ændres. Men skal VB overleve i 1. division, skal den stolthed over fortiden glemmes og al snak om superliga ligeledes glemmes. Spillerne skal knokle, som de aldrig har troet det muligt, at de kunne.
Fortiden hører med i fodboldens verden.
Men fodbold er først og fremmest nutid, for ellers gør fremtiden ondt.
Lørdag starter sæsonen, og selvfedmen slutter.