Fortsæt til indhold

Forståelse med lærerne

Borgmester og lokal forening enige om et samarbejde

Arkiv
Arkiv

Roskildes borgmester Joy Mogensen og formanden for den lokale lærerforening Peter Hansen er nået til en forståelse om samarbejdet i kommunens folkeskoler. - Vi har ikke lavet en egentlig lokal aftale, men er enige om et såkaldt 'administrationgrundlag', som der skal arbejdes ud fra i tilrettelæggelsen af arbejdet. Endnu er Folkeskolereformen så ny, at der er mange usikkerheds-faktorer, og derfor vil vi ikke lægge os alt for fast. - Men Roskilde kommune er indstillet på et samarbejde med sine lærere. Kun på den måde kan vi få skolerne til at fungere godt og gennemføre nogle af de mange fine ideer, der ligger i den nye folkeskole, tilføjer borgmesteren. - Vi er helt klar over, at folkeskolereformen har været en stor opgave, for der har været virkelig meget nyt at skulle forholde sig til. Derfor har vi nu samlet erfaringerne og laver på den baggrund en god fælles ramme for lærernes arbejde. - De skal gerne føle, at der er balance mellem forberedelse, undervisning og de øvrige pligter. Netop derfor er der også et garanteret minimum til forberedelse med i administrationsgrundlaget, og hertil skal så lægges den tid, lærerne konkret aftaler med skoleledelsen i forhold til fag og behov, siger borgmester Joy Mogensen. - Lærerne skal fortsat være til stede på skolen, men kan flekse i den tid, der ligger ud over bundne opgaver som fx forberedelse, undervisning og møder. Den gode dialog med lærerforeningen har været helt afgørende. - Skolereformen er jo lavet af hensyn til eleverne, og vi ønsker, at Roskildes skoler er blandet landets bedste, når det gælder elevernes præstationer. Men det forudsætter også dygtige og engagerede lærere, som trives i deres arbejde – de er rygraden i vores folkeskole. - Derfor danner lærernes erfaringer grundlag for dette administrationsgrundlag, der senere kan føre til en egentlig aftale, siger Joy Mogensen.

I den rigtige retning

I Roskilde Lærerforening håber formanden Peter Hansen, at det nye administrationsgrundlag kan bidrage positivt til lærernes trivsel: - En god tilrettelæggelse af arbejdet har meget stor betydning for vores medlemmer og deres mulighed for at udfolde deres personlige faglighed bedst muligt. - Vi havde helst set en fast aftale for arbejdstiderne, men dette er et lille skridt i den rigtige retning, og vi værdsætter den tætte dialog med Roskilde Kommune om udfordringerne ved reformen. tk