Dobbeltkoncert på Sønderborghus
Norske Sea Change og danske Quick Quick Obey deler scene på Sønderborghus
Musik fra Oslo, Berlin & Thy mødes på Sønderborghus, når der er dobbeltkoncert med Sea Change og Quick Quick Obey.
Der sker fredag den 20. marts klokken 21.00.
Norske Ellen Sunde alias Sea Change omsætter sine inderste følelser til stærke, harmoniske sange og melodier. Inspirationen fra 80'ernes elektroniske eksperimenter manifesterer sig som en rød tråd igennem musikken, der både nærmest kan afbilde en massiv mur af lyd, eller være ganske mild og blid, som det allersmukkeste i stilheden.
Quick Quick Obey udgøres af fire drenge med rødder i Thy, og bandet byder på drømmende pop og eksperimentel retro-rock. Udsvævende synthflader og repetitive guitarfigurer blander sig med beskidt bas og en krystalklar falset i et lydunivers af kontraster.