Fortsæt til indhold

Solformørkelse kan give øjenskader

Øjenforeningen advarer inden solformørkelsen på fredag

Arkiv
Arkiv

På fredag den 20. marts vil en total solformørkelse kaste sin skygge over det nordlige Atlanterhav. Langsomt glider månen ind foran solen og i et smalt bælte op gennem Nordatlanten vil månen gøre dag til nat.
På Færøerne vil man kunne opleve en total solformørkelse, mens månen her i området kun vil dække en del af solen.
Den delvise solformørkelse får Øjenforeningen på banen med en kraftig advarsel mod at rette blikket ubeskyttet mod solen.
Ifølge sekretariatschef Erik Lohmann fra Øjenforeningen, kan blot få sekunders fuld sollys i øjet skade nethinden varigt og reducere synet.
"Det kan med andre ord hurtigt blive en skæbnesvanger fornøjelse at se solformørkelsen. Og det nytter ikke at bruge solbriller, de beskytter slet ikke tilstrækkeligt. Der skal svejsebriller til, før synet er tilstrækkeligt beskyttet,” forklarer Erik Lohmann i en pressemeddelelse fra foreningen.

Øjet bliver stegt

Professor og overlæge ved Københavns Universitet, Jan U. Prause, forklarer, hvad der sker i øjet, hvis man ser ubeskyttet på solformørkelsen.
"Når man ser ubeskyttet på solen, virker øjet som et brændeglas. I løbet af sekunder opvarmes både nethinde og de underliggende farvede lag til temperaturer højt over kogepunktet, hvorved der dannes en tredjegrads forbrænding. Efter uger heler såret op med et sort ar, og der er kommet en varig blind plet i nethinden, hvor læsesynet ophører med at fungere definitivt," siger han.

Solbriller er ikke nok. Der skal svejsebriller til
Erik Lohmann Øjenforeningen



Fakta om solformørkelse
En solformørkelse opstår, når månen placerer sig præcis mellem Jorden og Solen. Når en formørkelse er total, dækker månen hele solskiven, så Solens stråler blokeres. At Månen netop kan dække for Solen er et kosmisk tilfælde: Solens diameter er 400 gange større end Månen, men afstanden er også 400 gange større. Så set fra Jorden har Månen og Solen omtrent samme størrelse. Havde Månen været mindre, ville en total solformørkelse aldrig kunne opstå.

I Danmark begynder formørkelsen cirka klokken 9:40. Den højeste grad af solformørkelse kan opleves i det nordvestlige Jylland, hvor Solen omkring klokken 10:47 er formørket med 86 procent. I København kan man opleve 80 procent af Solen dækket cirka klokken 10:50. Ved middagstid er solformørkelsen afsluttet.

Næste gang vi kan opleve en solformørkelse i Skandinavien, er i år 2126.