Fortsæt til indhold

Klubberne overlever

Skoleudvalget har lyttet til kritikken og vil nu undersøge hele problemet med faldende antal børn grundigere

Arkiv
Arkiv

Beslutningen om at nogle af Roskildes klubber skal lukke eller have åbent på skift er udskudt indtil videre. Baggrunden var, at siden den lange skoledag blev indført med Folkeskolereformen efter sommerferien i 2014, er 16 procent af Roskildes unge stoppet i deres klub. I første omgang foreslog Skole- og Børneudvalget, undtagen Venstre og Enhedslisten, at man skulle indføre fleksible åbningstider ved Kildegården og Margrethehåb, Nymarksgård og Skademosegård, Gadegården og Krudthuset. Forslaget blev kritiseret, da nogle frygtede, at det ville betyde, at endnu flere unge faldt fra, når de ikke længere havde et fast sted at være efter skoletid. I stedet sendte flertallet i udvalget et nyt forslag i høring. Nu ville man lægge klubber sammen og lukke Margrethehåb, Skademosegård og Krudthuset. Men dette forslag stødte også på modstand, da flere mente, at man forsøgte at haste sagen igennem i stedet for at undersøge den ordentligt. Formand for Skole- og Børneudvalget Claus Larsen forklarer, at han nu har lyttet til kritikken, og han vil nu have undersøgt udviklingen af klubområdet grundigere. Han forklarer, at der ikke er tvivl om, at det er vigtigt at Roskilde fortsat har et godt klubtilbud, som børnene har lyst til at komme i. Claus Larsen understreger, at der ikke bliver fjernet penge fra klubområdet i forslaget om at nedlægge tre afdelinger. Pengene skal bruges til, at udvikle klubtilbuddet og til i bedste fald at få vendt udviklingen, så børnene kommer tilbage.

Har mistet penge

Pædagogernes fagforening BUPL skriver i et hørringssvar, at problemet på området ikke blot er, at antallet af klubbørn er faldende. Men at der også er skåret kraftigt i budgettet og i klubledelsen. I Høringssvaret skriver de, at sagen er meget alvorligere end de faldende medlemmer viser. Sidste år afleverede klubberne 42 procent, svarende til 15 millioner kroner af deres budgetter til skolerne. Efterfølgende blev der indført områdeledelse, og antallet af ledere blev reduceret fra 19 til fem områdeledere og seks pædagogiske ledere. Et nyt forslag om klubberne kommer på Skole- og Børneudvalgets dagsorden i maj.ag