15-årig bokser på landsholdet
Emilie Berndsen fra Felsted Bokseklub er udtaget til landsholdet
Den kun 15-årige Emilie Berndsen fra Felsted Bokseklub er blevet udtaget til U17 landsholdet.
Den unge bokser får sin debut i den rød/hvide dragt ved en landsholdsturnering den 17-22. marts i tyske Stralsund nær den polske grænse.
Hun trænes til dagligt af Keld Hansen og Brian "Kagge" Hansen.
Emilie Berndsen, der går i 9. klasse på Felsted skole og er bosat i nabobyen Kliplev, tør end ikke håbe på en placering indenfor medaljerækken i hendes første landsholds deltagelse. Målet er at samle erfaring.
Til hverdag lever og ånder den unge pige for boksning. Al hendes fritid bliver brugt på træning enten i Felsted Bokseklub eller selvtræning derhjemme.
Emilies mor, Tina Cordt Berndsen, er selv gammel kampbokser og debuterede som 17-årig på landsholdet til nordisk mesterskab for kvinder i 1997. Nu er mor motionisttræner og formand i Felsted Bokseklub. Hun vil følge sin datter på tæt hold, når Emilie får landsholdsdebut om 14 dage. Den 35-årige Tina Cordt Berndsen er nemlig nyudnævnt som holdleder for U-landsholdet, og skal dermed følges med Emilie til Stralsund.
Emilie Berndsen er desuden inviteret på træningslejr som sparringspartner for Team Sauerlands professionelle svenske VM-udfordrer Klara Svensson, der skal bokse sin første VM titelkamp den 2. maj.
Det danske U-landshold består af yderligere to piger fra sjællandske klubber. Stralsund-turneringen byder på flere stærke østeuropæiske landshold, og bliver en stor udfordring for Emilie og de to andre danske pigeboksere.
Derfor skal Emilie på træningslejr sammen med prominente navne som Dina Thorslund, der netop har haft sin professionel debut i den firkantede ring, den erfarne landsholdsbokser 25-årige Camilla Skov, der alle skal forsøge at give Klara Svensson kamp til stregen.