Fortsæt til indhold

Familieløb, rundvisning og Victor Vanddråbe

En gang om året – på Verdens Vand Dag den 22. marts – fejrer hele verden det gode drikkevand som livsnødvendig ressource. Igen i år viser Energiforsyningen vandværket og maskotten Victor Vanddråbe frem og inviterer, som noget nyt til familieløb gennem Køg

Arkiv
Arkiv

VANDDAG: Det rene drikkevand flyder i stride strømme fra vores haner og er en livsvigtig ressource i hverdagen. For vores overlevelse, vores sundhed og vores velbefindende.
Det fejres på Verdens Vand Dag søndag den 22. marts, hvor alle er velkomne til at deltage i Energiforsyningens mange spændende aktiviteter i tidsrummet kl. 10-14.
Fast på programmet er et besøg og rundvisning på vandværket. For både store og små er det sjovt at se, hvordan grundvandet kommer ind på værket, bliver iltet og behandlet.
Herefter er det klar til at blive sendt ud til kunderne som rent drikkevand. En del af drikkevandet ledes op i det store vandtårn ved Køge Stadion, der virker som en stor reservebeholder og samtidig sørger for tryk på vandet.

Familie-quiz-løb og gratis drikkedunk

Som noget nyt i år vil der også være et familie-quiz-løb, hvor både børn og voksne kan deltage. Det er underordnet, om man går eller løber, for tiden er nemlig ikke vigtig.
På den 2 kilometer lange tur igennem Køges gader kan hele familien finde svarene på de 11 spørgsmål om vand og Køge. Der vil være medaljer til alle børn, og blandt deltagerne vil der også blive trukket lod om tre gavekort til Køge Svømmeland.
- For os er det en vigtig dag – Verdens Vand Dag. Vi vil nemlig gerne minde alle om, at vi er meget privilegerede i Danmark med vores rene drikkevand. Det er blot at dreje på vandhanen, og så strømmer det reneste, klareste drikkevand ud. I hverdagen arbejder vi fokuseret på at sikre en høj kvalitet af drikkevandet, og det vil vi gerne vise alle og fortælle mere om på en dag som denne, siger Line Hollesen, direktør i Energiforsyningen i Køge.
For to år siden hjalp to 0. klasser på Hastrupskolen med at indspille en informationsfilm om vandets kredsløb. I år er de samme klasser igen på banen. De har nemlig tegnet tegningerne, som pryder dette års drikkedunk, der udleveres gratis hos Energiforsyningen på Verdens Vand Dag.

Vand er et hit

I de tidligere år har Verdens Vand Dag været en stor succes. Sidste år var der ca. 500 gæster på vandværket, som alle fik en rundvisning og masser af information om det gode drikkevand.
- Vi kan se og høre, at vores forbrugere, også de helt små af slagsen, har stor interesse og spørgelyst omkring drikkevandet. Noget, man bare tager for givet i hverdagen, får man et andet forhold til, efter at man har både hørt og set, hvordan et vandværk fungerer, og hvordan vandets kredsløb egentlig er, siger Line Hollesen.
Det er ganske gratis at deltage i Verdens Vand Dag – både i rundvisning på vandværket og til dette års familie-quiz-løb igennem Køges gader.
Det er blot at møde op ved Køge Vandværk, Søndre Allé 6, kl. 10-14. Quiz-løbet foregår hele tiden, men sidste chance for at deltage er dog kl. 13.30.

Mød Victor Vanddråbe, deltag i familie-quiz-løbet, og kom til rundvisning på vandværket – den 22. marts på Verdens Vand Dag.