Fortsæt til indhold

Overskud hos Kvickly

Tilfredshed ved årsmøder i Hyrdehøj og Algade

Arkiv
Erling Pedersen

De to Kvickly-varehuse i Hyrdehøj og på Algade kunne melde om overskud og fremgang, da de begge havde årsmøde tirsdag aften. Dermed følger de tendensen på landsplan, hvor kæden for første gang i umindelige tider får et positivt resultat og kan give et bidrag til Coop-koncernen, der også omfatter SuperBrugsen, DagliBrugsen, Fakta og Irma. Ifølge de to varehuschefer i Roskilde skyldes den forbedrede situation ikke mindst en ny kædeledelse, der satser på mere kvalitet i varehusene og har givet både ledere og medarbejdere en tro på, at det kan lade sig gøre. Kvickly-Hyrdehøj med 8.000 medlemmer havde 45 deltagere i sit årsmøde på Restaurant Octavia ved Slagteriskolen. Her kunnee varehuschef John Byrian fortælle om stigende omsætning og et plus på regnskabet i en forretning, der hører til de tre mest indtjenende i hele landet. Han var tilfreds med, at der i løbet af året er kommet en delikatesse-forretning i den store dagligvare-forretning i den vestlige del af byen. Formanden Kirsten Hauerberg gik af efter en række år på posten og bliver afløst af Niels Christian Jørgensen fra Tune. Derefter var der stegt flæsk med persillesovs og bankospil.

Snart i balance

I Kvickly Algade med godt 10.000 medlemmer har der i mange året været underskud, siden butikken blev overtaget fra det gamle Schou-Epa. Men den nuværende varehuschef, René Breck, forventer nu efter flere års hårdt arbejde med tilpasning, at få økonomien i balance. Derfor er Coop-kæden nu også klar til på ny at investere i forretningen, oplyste han til de 35 deltagere i årsmødet, som foregik i den tidligere bistro på 1. Sal. Formanden Jorun Bech forklarede, at butiksbestyrelsens opgave er at være 'kundernes tillidsrepræsentant' og fremføre deres ønsker overfor butiksledelsen - Ikke at blande sig i drift eller ansættelser. Her sluttede deltagerne af med prøvesmagning af italienske vine plus tilhørende pølse- og ostebord.

René Breck fra Kvickly-Algade, som han nu er ved at få i økonomisk balance.