Travle lommetyve
Man skal passe ekstra godt på lommer og tasker i disse dage, da Roskilde enten har besøg af en enkelt usædvanlig flittig lommetyv eller flere af slagsen.
De fleste af tyverierne sker i øjeblikket tæt på stationen. Her har de langfingrede gerningsmænd ofte lettere arbejdsvilkår, da de har stor mulighed for at se, hvor folk gemmer deres værdigenstande.
Tyvene bemærker, hvor folk gemmer deres værdigenstande, efter de har betalt for varer, tjekket ind i bus og tog eller vist billeter. Man kan dog stadig ikke vide sig sikker, hvis man færdes på gader og stræder andre steder i byen.
Tyvene har også bedrevet deres ugerninger flere gange på Københavnsvej og også på Holbækvej. På denne måde har flere mistet både kontanter og vigtige kort.
En enkelt studerende fra Københavns Universitet var så uheldig at få stjålet sin pung fra lommen. I pungen havde hun 2.600 kroner, kørekort og flere andre kort. Hun opdagede intet, før pungen var væk.
En anden havde fået afluret sin kode før tyveriet, og mistede på den måde 2.400 kroner, der stod på bankkontoen.