Fortsæt til indhold

300.000 kroner til nyt projekt

Middelfart Kommune og Danmarks Jægerforbund får bevilling

Arkiv
Arkiv

Middelfart Kommune og Danmarks Jægerforbund har modtaget en bevilling på 300.000 kroner fra 15. Juni Fonden til et fælles projekt i Ejby Mose. Målet med projektet er gennem samarbejde med lodsejerne at skabe mere natur, plads til mere forskelligt vildt og en større forståelse for planter og dyr i Ejby Mose.
Projektet skal sætte fokus på samspillet mellem naturen, vildtet og jagten i Ejby Mose.
Formanden for miljø- og energiudvalget, Agnete Damkjær, værdsætter samarbejdet mellem kommunen og jægerforbundet.
“Natur og jagt går hånd i hånd, da naturen er selve grundlaget for jagten. Ofte kan begge dele være af stor betydning for for eksempel salgsværdien af en ejendom. Som kommune er vi glade for at kunne samarbejde med jægerne, og jeg håber, at vi hører fra mange lokale, som er interesserede,” siger hun.
Det hele baseres på lodsejernes velvilje. Projektet skal undersøge grundlaget for et samarbejde på tværs af matrikelskel, så der skabes en større sammenhæng i området.
Det har Danmarks Jægerforbund stor erfaring med gennem det nationale markvildtsprojekt.
”Jeg håber, at vores erfaringer fra markvildtsprojektet vil kunne overføres til projektet i Ejby,” siger Sabina Rohde, biologiformidler hos Danmarks Jægerforbund.
”Det er lodsejernes vilje til at gå ind i det her, der bliver afgørende for resultatet. Som i markvildtsprojektet køres projektet på frivillig basis, og vi forsøger ikke at presse initiativer ned over hovedet på folk. Vi kan kun rådgive og vejlede om, hvad der vil være bedst for lodsejerne, naturen og vildtet,” siger Sabine Rohde.
Projektet er tænkt sammen med et større naturprojekt i mosen, hvor Natur og Erhvervstyrelsen har bevilget midler til græsning, rydninger og forundersøgelser i området.
Lodsejerne har modtaget brev og skal melde tilbage senest den 19. februar til Middelfart Kommune, hvis de er interesserede i at deltage eller høre mere om projektet.