Et vanvittigt stærkt felt til Best Pairs
Normalt er han holdleder for Esbjerg Vikings i den bedste danske række, men i år har Ib Pedersen desuden æren af at være holdleder for det danske hold til det uofficielle VM for par, Speedway Best Pairs Cup, der indledes i den kommende weekend i polske Torun. Finalen køres i Esbjerg den 9. maj, og her ser han sit eget mandskab som en af favoritterne, selvom konkurrencen er mere end benhård.
"Vi får kamp til stregen af lande som Polen, Australien og Rusland, der kommer med hold fra den øverste hylde. Sverige kan såmænd også være en dark horse, og USA kommer altså med verdensmesteren Greg Hancock, så der er potentielt 5-6 hold, der kan gå efter en plads på podiet," siger Ib Pedersen, der glæder sig til en dyst, som han mener holder det ypperste niveau, speedwaysporten kan frembyde.
"Det er faktisk et felt, der måske er bedre end det, der stiller op til Grand Prix, hvor de tre russere ikke er med. De kunne alle sammen blande sig i top 8 i verden, og folk skal glæde sig til at se kørere som Sajfutdinow og Laguta-brødrene. Det er rent kræs, og vi kan være stolte af, at vi kan få dem til vores hjemmebane i Esbjerg til en finale. Vi skal vel tilbage til 1970'erne siden, der var så stærkt et felt her på banen, men alligevel skal Danmark gå efter en plads på podiet. Vi vil være med i kampen helt til den 9. maj, selvom det er verdens bedste, vi kæmper med," siger Ib Pedersen, der i weekenden står i spidsen for det danske mandskab, når det indtager slaggerne til den første runde.
Derefter følger anden runde i tyske Güstrow, inden medaljerne uddeles i Esbjerg.