Kunst i lag uden bystøj
I et landsdækkende projekt har Mille Dørge ladet domkirkebyen skinne igennem
Festivalen, domkirken eller fjorden. Man har et væld af reklameegnede begivenheder, steder og bygninger, man kan hive frem, hvis man skal beskrive Roskilde for en person, der ikke kender byen. Men hvad gør man, hvis man skal beskrive domkirkebyen med al sin historie, arkitektur og natur på en vis, der gør sig passende i et landsdækkende kunstprojekt. 24-årige Mille Dørge stod pludselig i den situation, at hun skulle finde på en måde at løse den opgave. Sammen med 49 andre skulle hun lave et danmarkskort af kunst, og hun brugte sin opvækst i domkirkebyen som udgangspunkt. - Jeg har tegnet og malet lige så længe, jeg kan huske, fortæller Mille Dørge og fortsætter: - For mig har Roskilde altid været meget inspirerende, og jeg får ofte mine ideer, fordi jeg ser mønstre rundt omkring, når jeg går ture i byen og naturen omkring den.
Væk fra bystøjen
Mille Dørge besluttede sig for, at hendes bidrag til det store kunstprojekt skulle have noget at gøre med jorden, vi til dagligt trasker rundt på. Ved at bruge det som udgangspunkt følte hun, at hun kunne indlemme Roskilde med blandet andet de mange grusgrave og det historiske aspekt, der ligger i hvad jorden gemmer fra fortiden. En sådan jordbunden tilgang til kunsten synes at ligge naturligt til 24-årige kunstner. For hende er det vigtigt, at man har mulighed for og plads til at fordybe sig i sine omgivelser, hvilket også er endnu en grund til, at hun er glad for at være kunstner i Roskilde. - Nu skal det ikke forstås sådan, at jeg har noget imod storbyer, og jeg har også boet i Valby, men det er nu rart, at man i Roskilde har mere plads for sig selv. - På den måde drukner inspirationen ikke i mennesker og bystøj, forklarer Mille Dørge.
Kreativ grobund
Selvom det landsdækkende kunstprojekt har været en særlig oplevelse for Mille Dørge, er det ikke første gang, hun sætter sit arbejde til offentligt skue. Igennem sin opvækst har Roskilde-kunstneren gået på flere billedskoler i byen, hvor det har været normalt, at hendes arbejde kom op at hænge. Sammen med sin mor er hun desuden fast tilknyttet Galleri LABR, som ligger i det gamle gasværk ved havnen. Udover hendes arbejde med Galleri LABR, indrømmer Mille Dørge, at hun ikke bruger megen tid på, at opsøge andre kunstnere i domkirkebyen. Grunden til dette er dog ikke manglende interesse for, hvad der rør sig i Roskilde. - For det meste kan jeg godt lide at udvikle mine ideer på min egen måde, siger hun og tilføjer: - Men jeg synes det er fedt, at vi en masse steder som INSP! og Musicon, hvor man kan være kreativ, for det giver yderligere mulighed for inspiration.
Øje for håndværket
Mille Dørges deltagelse i det landsdækkende kunstprojekt løber mindst indtil udgangen af marts, men hun er allerede i gang med at se fremad. Udover at hun er i gang med at forberede en ny udstilling omhandlende mikroskopiske processer i vegetation, så overvejer hun også sin fremtid som kunstner. Hun har nemlig ikke afgjort præcis, hvilken rolle det kreative skal spille i hendes videre liv. Kunstneren, der læser på RUC, har været omkring reklamearbejde, men det var ikke helt tilfredsstillende. - For mig er det personlige islæt, det vigtigste, og jeg føler, at computere fjerner det. - Desuden er jeg meget optaget af det traditionelle håndværk bag kunst, så jeg håber at finde en måde at få lov til at beskæftige mig meget med det, fortæller hun. hw@roskildeavis.dk