Sæt ungdommen fri!

Undersøgelser viser, at vores unge aldrig har været mere stressede, deprimerede og mindre tilfredse med tilværelsen. Aldrig er der blevet stillet så mange diagnoser, og flere og flere unge lider af ensomhed. En stor gruppe af disse unge vokser op i ressourcestærke hjem, og det kan undre, at det i stigende grad er disse unge, der knækker i overgangen til voksenlivet og i mødet med tilværelsen. Det er primært de umiddelbart ressourcestærke unge, jeg er optaget af, og spørgsmålet om, hvorfor de ikke, med den største selvfølgelighed, træder ind i voksenlivet og ud i verden med gå-på mod, vilje og livskraft. Svaret på de unges udfordringer er selvfølgelig ikke entydigt, men der er alligevel noget, der indikerer, hvorfor det går galt. Der er i den forbindelse ingen tvivl om, at vores unge er underlagt et stort pres, og at en del af forklaringen skal findes i de tårnhøje forventninger, der stilles fra samfundets side.

Tankeløst uddannelsesspil

Stat og arbejdsmarked opererer med en fælles fordring om, at man hurtigst muligt skal komme gennem uddannelsessystemet for herefter at stille sig til rådighed med præcis de kvalifikationer, der gør én i stand til at træde ind i (hamster)hjulet. Det er på mange måder helt naturligt, at selvfølgelig skal man det! Men der finder en tiltagende form for fremmedgørelse eller ’standardisering’ sted i et til tider tankeløst uddannelsesspil, et spil der handler om at ’please’ et sultent markeds efterspørgsel efter specifikke kompetencer. Jeg tror, vi skal passe på, at vi ikke uddanner vores unge alene på markedets præmisser. For hvis uddannelsessystemet bliver et system alene baseret på, hvad der er brug for, altså et system, hvor mennesket bliver middel og ikke mål, så bliver det på bekostning af menneskets, og dermed de unges mulighed for at finde fodfæste i sig selv. Men det er ikke kun en voksende fremmedgørende samlebåndsfilosofi i vores uddannelsessystem, der bærer ansvaret for, at mange unge bukker under for forventningspresset. De unges forældre må også bære deres del.

Misforstået omsorg

Forældreængstelighed og misforstået omsorg bærer efter min mening en betragtelig del af ansvaret for, at mange unge ikke er bedre rustet til verden. Opsatte på at hjælpe, tilsat en vis portion ængstelighed på deres børns vegne, formår mange forældre at pakke deres børn ind i vat i en periode af deres liv, hvor de skal forberede sig på at kunne klare sig selv. Begrebet curlingbørn er efterhånden velkendt, og refererer til de forældre, der går foran deres unge og fejer problemerne og udfordringerne af banen i stedet for at lade børnene vokse og styrkes ved selv at løse dem. Det er den samme type af forældre, der på deres halvvoksne børns vegne ringer til studievejlederen for råd, retter hjemmeafleveringen for fejl eller som selv indløser billet til Roskilde Festival for at kunne kigge forbi med lidt mad og et par rene underbukser. Denne misforståede omsorg eller omklamring kan til dels forklare, hvorfor mange unge knækker i mødet med virkeligheden. De har haft det for trygt og er blevet skærmet fra udfordringer og fra at udvikle selvstændighed. Således er gennemsnitsalderen visse steder i landet oppe på 22 år, før et ungt mennesker flytter hjemmefra. Jeg tror, vi vil gøre vores unge stærkere, hvis vi som forældre startede tidligere på at ’skubbe’ dem venligt videre, og hvis vi i vores uddannelsessystem igen rettede fokus på mennesket som mål og ikke middel. Beløn dem med point for at rejse ud i verden eller for at tage på højskole i stedet for at straffe dem for at prøve kræfter på egen hånd. Lad dem drage på festival og ud i livet i tillid til at de godt kan selv. Med andre ord - sæt ungdommen fri!