Fire hverdagshelte fra Roskilde blev fejret
Reddede liv og skræmte tyve
Fire helte fra Roskilde blev fejret, da politiet tirsdag uddelte den årlige hæder og penge til folk, der i løbet af året havde ydet en ekstraordinær indsats for at redde liv og få has på forbrydere.
Michael Schjiødt på 22 år er en af hverdagens helte, fordi han reddede en kvindes liv i august sidste år.
Den unge redningsmand så en nøgen kvinden i fjorden, da han var ved Kællingehaven.
Michael Schjødt var overbevist om, at kvinden forsøgte at begå selvmord og sprang derfor i vandet for at redde hende. I mellemtiden ringede hans kammerat Kean til 112. Da politiet nåede frem var redningsmanden i færd med at berolige den nødstedte og bjerge hende i land.
Fangede tricktyv
Den 56-årige Arnth Bottos Nielsen fik i juni overmandet en kvindelig tricktyv.
Tyven havde sammen med en kollega snøret pungen fra en ældre dame på 84 år. De tyve havde spurgt om vej til sygehuset og samtidig lagt et vejkort over offerets trolley og stjålet hendes pung.
Den vakse 56-årige råbte op og satte i løb efter den ene af kvinderne, da de stak af. I flugten smed den ene af tyvene pungen, mens manden fik en bil til at spærre vejen for hende. Hun sprang over køleren og fortsatte, indtil han fik løbet hende op. Da han fik fat i hende, forsøgte hun at slå og kradse sig fri. Med vidners hjælp holdt han hende fast, indtil politiet kom.
Stoppede farlig spritbilist
Bo Nerving Hansen på 56 blev fejret, fordi han i juni fik stoppet en spritbilist, der var ved at køre ind i en motorcyklist.
Bo Nerving Hansen kørte indenom bilisten og fik ham stoppet, før han nåede at lave ulykker. Da en patruljevogn kort efter kørte forbi, fortæller han, at bilisten muligvis har drukket, da denne lugter af sprut og netop har forsøgt at gemme en snapseflaske under sædet.
Fangede voldsmænd
Stefan Zola på 32 år fik ros af politiet, fordi han i april fangede en mand, der netop var ved at overfalde en pige.
Redningsmanden var netop på vej til en restaurant med kæresten, da han så pigen blive overfaldet.
Han gik ud af bilen, råbte ad mændene og løb hen mod dem. Mændene stak af, men Stefan Zola løb efter og indhentede efter en længere løbetur den ene, som han holder fast i, indtil politiet ankommer.
Stefan Zolas heltemod hjalp politiet med at opklare sagen.
ag@roskildeavis.dk