Mig og McCartney
Den gamle Beatle hjælper med at bære de unges kunstneriske udskejelser, mener Roskilde Avis’ journalist
Lad det bare være klart fra starten: Jeg er Beatles-fan.
Havde jeg været i live i 60'erne, havde jeg haft anderumpe og en hånende attitude overfor de tosser, der havde forgabt sig i Rolling Stones påtagede kant.
Bevares, jeg lytter til mange andre bands fra et bredt udpluk af musikalske genrer, men igennem mine næsten 31 år har The Beatles altid haft en særlig plads i mit hjerte.
Når det kommer til nyheden om, at Sir Paul McCartney (eller Macca som han ofte kaldes i sit hjemland) skal spille på Roskilde Festival, er det dog ikke min kærlighed til Beatles-musikken, der gør mig i godt humør.
For mig forsvandt Meccas musikalske tyngde nærmest fra det ene øjeblik til det andet, da han og de tre andre i 1970 valgte at opløse The Beatles.
Festivalens beslutning gør mig i godt humør, fordi jeg mener, at de orange festgenier med bookingen igen giver plads til et ungt, alsidigt og eksperimenterende program.
Nogen skal samle
Sagen er jo den, at på trods af den store frivillige indsats, der lægges for dagen, optil, under og efter Festivalen, kan den kun fortsætte, hvis der også sælges billetter.
Her hjælper det selvfølgelig, at man hvert år forsøger at holde musikprogrammet ungt og friskt, men sandheden er, at der skal noget velkendt til, hvis man vil tiltrække det nødvendige antal gæster.
Derfor skal der en Paul McCartney, en Rihanna eller de førnævnte Rolling Stones på toppen af programmet.
De er der for at sikre det velkendte og folkelige, så man ude på de mindre scener kan få lov til at opleve, hvad der rører sig af nye ting i musikkens verden.
At udvide sine horisonter føles alt andet lige rarere, når man gør det med et solidt greb om det velkendte.
Plads til at spire
Med dette som mit udgangspunkt kan jeg ikke lade være med at fnyse, når jeg igen og igen hører folk udtale sig om, at Festivalen ikke er eksperimenterende nok med deres hovednavne.
I sagens natur synes jeg også, der ligger noget lidt modsætningsfyldt i at kræve en udfordrende og spændende oplevelse, der skal lægge op til en hyggelig aften med fadbamser og gode venner.
Derfor hylder jeg Festivalens bookere for at have trukket en linje tilbage til en af de mest revolutionerende bands nogensinde, der så kan give plads til, at noget lignende har mulighed for at spire frem.
I den forbindelse sluger jeg gerne et par Wings-numre, og hvis det nu bliver for meget, kan jeg jo bare gå ned og høre noget andet.
hw@roskildeavis.dk