Fortsæt til indhold

’De unge mødre’ hittede hos gravide

To deltagere fra ’De unge mødre’ besøgte torsdag aften BabySam i Kolding

Arkiv
Natalie Stratigos

Unge gravide kvinder stod torsdag aften i kø for at komme ind og få gode råd af to deltagere fra Kanal 4's tv-program 'De unge mødre'.
Det var BabySam i Kolding, der havde arrangeret foredraget, og de 100 billetter blev, ifølge butikschef Oscar Petersen, revet væk.

“Vi ville gerne have de unge mødre til at komme og fortælle deres historie og give kunderne brugbare råd. Og så ville vi gerne give vores kunder noget tilbage for deres loyalitet. Internethandel er en stor konkurrent for os, men ved at give kunderne en god aften, håber vi, at det kan styrke deres loyalitet til vores forretning endnu mere. Og jeg er positivt overrasket over opbakningen,” fortalte Oscar Petersen.

Det var de unge mødre Louise Brylle fra Toftlund og Michela Degling fra Varde, der skulle give deres erfaringer videre til.

“Mit bedste råd er at tage tingene, som de kommer. Man skal ikke være bange for alt det, man går glip af som ung mor, for man skal nok nå det hele,” sagde den 23-årige Louise Brylle, der er mor til 5-årige Mads og 3-årige Julie og netop har bestået HF.

“Jeg har mødt meget modstand og samfundets fordomme om, at man ikke kan klare det som ung mor. Men jeg synes, jeg har bevist, at det kan jeg. Det handler om vilje,” supplerede den 21-årige Michela Degling, der er mor til 3-årige Smilla.

De to unge mødre fortalte til foredraget, at deres liv er meget anderledes, end det billede, der tegnes på tv.

“Man skal huske på, at der skal ske noget, før det er godt tv. Det vi siger og gør klippes sammen. Selvom det at være mor måske indimellem ser ud til at være meget hårdt, så er det også det bedste i verden,” fortalte de publikum.

Mændene tog også med

Blandt tilskuerne var 25-årige Mette Jensen, der havde taget sin gravide veninde, 23-årige Stephanie Petersen, med til foredraget.

“Jeg tænker, at det aldrig kan skade at høre andres historie og erfaringer,” sagde Stephanie Petersen.
Butikschef Oscar Petersen var spændt på, om der også ville være mænd blandt publikum. Det var der, og én af dem var 24-årige Anders Aarrup, der om tre måneder skal være far for første gang.

“Min kæreste bad mig om at tage med. Jeg ved ikke, om jeg får noget ud af det, for jeg synes egentlig, jeg er klar til det,” sagde han.

Alle fik en goodiebag med hjem fra foredraget og publikum havde desuden mulighed for at gøre et godt kup i butikken, der i dagens anledning kunne tilbyde eksklusive rabatter på alt babyudstyr.