Vikinger, musikensemble og Erik Buhl på tur til Kina
Borgmester Erik Buhl er med til at åbne stor vikingeudstilling i Kina
Kultur kommunaldirektør Mogens Pedersen, borgmester Erik Buhl og deres kolleger fra Esbjerg åbner den 27. marts en stor vikingeudstilling i Esbjergs venskabsby Suzhou i Kina.
Det er dog ikke kun Sydvestjyske Museer, der er til stede. Åbningen vil blive ledsaget af musik fra Esbjerg Ensemble.
I en pressemeddelelse fortæller ensemblechef, Katrine Ganer Skaug, at det er lykkedes at få en koncertturné på plads i Kina takket være hjælp fra det danske kulturinstitut i Beijing og økonomisk støtte fra Kunstfonden.
"Vi er rigtig glade for, at Sydvestjyske Museer henvendte sig. Vi har erfaring for, at publikum i Kina er meget velorienteret om vestlig, klassisk musik og er meget åbne. Vi vil både spille musik af jubilaren Carl Nielsen og et stykke af Ruud Langgaard, der jo boede i Ribe og er ved at få et internationalt gennembrud," siger Katrine Ganer Skaug.
Udstillingen, som det hele drejer sig om, handler om vikingerne som søfolk, handelsmænd og håndværkere og vil vise, hvordan de kom ud i verden. Udstillingen er kommet i stand gennem et samarbejde mellem Nationalmuseet, Vikingeskibsmuseet, Aarhus Universitet og Sydvestjyske Museer. Det er direktøren herfra, Flemming Just, der står i spidsen for samarbejdet.
søstermuseumsaftale
"Suzhou Museum og vi har indgået en søstermuseumsaftale, men denne udstilling er ikke blot en del af aftalen. Hele arbejdet er et led i en stor dansk kultursatsning i Kina i 2014-15, hvor dronningen har været med til åbningen af de første arrangementer. Fordi det er et led i at udbygge de kulturelle og handelsmæssige forbindelser mellem Danmark og Kina, har vi også fået stor støtte af Kulturstyrelsen, Udenrigsministeriet og det danske kulturinstitut. Den allerstørste økonomiske støtte har vi dog fået fra A.P. Møller Fonden. De har bevilget os tre millioner kroner. Desuden har Maersk Line sponsoreret skibstransporten. I dette øjeblik er en container på vej til Kina lastet med et 10 meter langt vikingeskib fra Roskilde og med mange af genstandene til udstillingen," siger Flemming Just i en pressemeddelelse.
Suzhou og Esbjergs venskab går helt tilbage til 1995. Den kinesiske by har ligeså mange indbyggere som hele Danmark.
"Under besøget skal vi blandt andet besøge Titan, der har sit hovedsæde i Suzhou vest for Shanghai," oplyser kommunaldirektør Mogens Pedersen til Lokalavisen Varde.