Haugk har parkeret den sunde fornuft
Kristian Kruse (DF)
Chr. Jensens Vej 7
6064 Jordrup
Christian Haugk beskylder mig for at tage tingene ud af sammenhængen og fordreje de bedste intentioner. Men lad mig sætte det i sammenhæng.
Op til sidste Byrådsvalg foreslog Christian Haugk at nedlægge Borchs Gård og lave den til grønt område samt lukke Ejlersvej for trafik, fjerne parkeringspladsen og erstatte det med et grønt område. Nu er det så Riberdyb og Holmsminde, der forsvinder, så socialdemokraternes tale om at tage Koldings parkeringsproblemer alvorligt, er vist mere af den gode gamle socialdemokratiske læresætning: der kommer en rigtig god løsning i morgen.
Her stopper festen ikke for socialdemokraterne. Et andet forslag var også at flytte banegården uden for byen og så køre med sporvogn i midtbyen. Skal vi lige minde om, hvad en sporvogn er? Det er en busrute, hvor hele vejbanen skal graves op, hvis ruten skal omlægges, og vejbanerne til biltrafik forsvinder på dens bekostning. Alle, der har kørt i Kolding midtby i myldretiden, vil nok give mig ret i, at det er det sidste der er brug for.
Tanken om, at storcentret skal være med til at løse midtbyens parkeringsproblemer er fuldstændig absurd. Man vil bede en privat virksomhed som storcentret om at løse, hvad der burde være en offentlig opgave gratis.
Med socialdemokraternes forslag kan man alene parkere den sunde fornuft og ikke sin bil.