Fortsæt til indhold

E-sport ny sportsgren på Campus

Arkiv
Arkiv

Fra august 2015 kan unge gamere på topplan dyrke E-sport (elektronisk sport), mens de tager en ungdomsuddannelse på Campus Vejle. Uddannelsen tilrettelægges, så de kan passe både skolen og sportskarrieren og med flere ugentlige træninger. Ligesom skolens andre unge sportsfolk kan de bo på kollegie tæt på skolen.
E-sport er stor i stort set alle andre lande end Danmark, og sporten har sine egne stjerner og kendisser med masser af fans helt på linje med håndboldlandsholdet og fodboldlandsholdet, skriver Campus Vejle i en pressemeddelelse.
Gamere på topplan er ikke coladrikkende nørder med spagettiarme. Den type gamere kan slet ikke gøre sig gældende i professionel gaming. Professionelle gamere træner fysisk sport ved siden af, de træner deres computerspil, og spiser sundt, for ellers kan de ikke bevare koncentrationsevnen længe nok og deres reaktionshastigheder. Derfor får E-sportsudøverne selvfølgelig også adgang til sund madordning i kantinen og de fysiske træningsaktiviteter på Campus Vejle, der ud over sportsfaciliteterne også har helt nye gaming-faciliteter på tegnebrættet, oplyser skolen.
”Vi bygger state-of-the-art gamingfaciliteter op på skolen med nyeste computerteknologi inden for gaming, kraftige netværksforbindelser og fysiske omgivelser, der matcher kravene til et professionelt gamingmiljø,” siger Per Jensen, der er uddannelsesleder for Vejle Sportscollege. ”
Eleverne får mulighed for at spille på et skolehold, hvis ikke de i forvejen er på et professionelt hold, og vi arbejder på at skabe adgang til internationale turneringer i blandt andet Sverige.”
På Campus Vejle kan man vælge mellem HHX, EUX Business og den nye EUD – og samtid gå på sportscollege. Det skal sikre en helhedsorienteret tilgang til E-sportskarrieren og den unges uddannelse.