Fredericias egne alper
Skiferien kunne holdes lokalt i år
KLUMME De fleste har nok hørt eller læst, at bridgewalking snart er en mulighed ved Lillebælt, men at også bjergbestigning er på vej som en del af den lokale oplevelsesindustri, er ikke afsløret. Før nu, hvor FredericiaC har fået sine egne alper.
Mod den frostkolde morgenhimmel på en af vinterens sidste dage knejser Mount Sand de FredericiaC og ligner noget, der kan udfordre folk med sikkerhedsliner og pigsko. Eller måske en velhaver, der på James Bond-manér flyver ind med en helikopter for at dyrke lidt heli-skiing (en blære-sportsgren, der primært skal signalere, at vedkommende har råd til en helikopter og en behagelig indlæggelse på en privatklinik i Schweiz, hvis benet skulle brække).
I virkeligheden er der tale om en stor bunke sand, som bruges i forindelse med det store anlægsarbejde på FredericiaC, hvor der arbejdes med kanaler og klimasikring af terrænnet. I sig selv er også et et imponerende projekt, men synet af Col du Fredericia-passet fører nu alligevel tankerne op i højere luftlag.