Aabenraas erhvervspiloter er flyvende
To er kommunens ansatte tager virksomhederne i hånden og guider dem sikkert igennem myndighedsjunglen
Ordningen med Aabenraa Kommunes erhvervspiloter, der skal guide virksomheder godt igennem myndighedsapparatet, har nu snart ét år på bagen, og ordningen er kommet rigtig godt fra start.
Ellen Kankelborg og Peter Mumm er de to ansatte, der tager de virksomheder, der henvender sig til til Aabenraa Kommune i hånden, og sørger for at guide dem på rette vej til de personer og instanser, der kan være afgørende for, om virksomhedens planer bliver til virkelighed.
“Når vi får den første kontakt med virksomheden, forsøger vi at finde ud af, hvilke ting virksomheden skal være opmærksom på, og hvilke kontaktpersoner, der er vigtige i netop denne virksomheds planer,” forklarer Ellen Kankelborg.
“Udover at kunne pege på de områder, som virksomheden skal være opmærksom på, kan vi også vejlede dem til i hvilken rækkefølge, de skal tage tingene. Derved sikrer vi, at virksomhederne kommer rigtigt i gang, og ikke spilder unødvendig tid,” supplerer Peter Mumm.
Med erhvervspilot-ordningen sikres virksomhederne én kontaktperson hos kommunen, der kan agere stifinder i de mange afdelinger, og virksomhederne skal altså ikke selv bruge tid og kræfter på at afdække, hvilke tilladelser, der skal være styr på, og hvilke personer, der kan hjælpe dem videre.
En gratis service
Erhvervspiloterne er en del af den generelle vækststrategi, som Aabenraa Kommune har vedtaget, og at kommunen har stort fokus på at gøre det let og attraktivt at være virksomhed i Aabenraa Kommune, er også tydeligt i kommunens placering i de landdækkende undersøgelser, der bliver foretaget på kommunernes erhvervsvenlighed. Her ligger Aabenraa i den seneste måling på en 10. plads blandt alle landets kommune.
“Og det er naturligvis ikke godt nok. Vi skal endnu højere op,” bemærker Peter Mumm med et smil.
Erhvervspiloterne er et gratis tilbud til virksomheder, der ønsker at udvide eller flytte til Aabenraa Kommune. Men det er også i høj grad et tilbud til iværksættere, der skal starte deres første virksomhed op.
“Vi får alle typer henvendelser. Lige fra de helt store virksomheder med mange ansatte til iværksætteren, der vil etablere sin enkeltmandsvirksomhed. Og der er hjælp at hente for dem alle,” forsikrer Ellen Kankelborg.
Derved sikrer vi, at virksomhederne kommer rigtigt i gang, og ikke spilder unødvendig tid
Peter Mumm, erhvervspilot i Aabenraa Kommune