Fortsæt til indhold

Mindst 10.000 drager med på Kunstrunden

87 steder er klar til besøg i påsken, når Kunstrunden Sydvestjylland finder sted

Arkiv
Arkiv

87 kunstnere, kunsthåndværkere, museer og gallerier deltager i Kunstrunden Sydvestjylland, der som tre gange tidligere giver de besøgende en enestående mulighed for at møde kunstnerne i de autentiske miljøer, hvor de arbejder.

Ved den seneste Kunstrunde lagde 10.000 kunstinteresserede vejen forbi, og det er forventningen, at tallet stiger yderligere, når Kunstrunden finder sted fra den 3.-5. april.

"Vi kan mærke, at vi får flere henvendelser fra kunstinteresserede i andre dele af Danmark, som tilrettelægger deres påskeferie i god tid og ønsker Kunstrundens katalog tilsendt. Folk glæder sig til at kombinere natur, afslapning og kunstoplevelser, og glæden er gensidig. De deltagende kunstnere og kunsthåndværkere har de samme forventninger. Vi begynder at føle os mere etablerede som en årlig kunstbegivenhed," siger Niels Kongsbak, formand for Kunstnetværk Sydvestjylland.

Ud af de 87 deltagere er ni helt nye på Kunstrunden. Malerier dominerer fortsat, men man kan også opleve og købe keramik, skulpturer, grafik, fotografier og tekstilkunst.

Vil man begive sig ud på Kunstrunden kan man med fordel starte med at lægge vejen forbi kunstbegivenhedens infocenter hos Ribe Jernindustri i Saltgade i Ribe. Her kan interesserede få vejledning om rutevalg og særlige ønsker ligesom her også vil være materiale at hente om de deltagende kunstnere.

Læs meget mere om Kunstrunden på www.kunstrunde.dk