Fortsæt til indhold

En oplevelse du ikke får hver dag

12 gæster fik fredag aften en oplevelse i særklasse da restaurant Damende lancerede en nyhed

Arkiv
Peter Rasmussen

Selv om man er vinentusiast er der alligevel langt imellem oplevelser, som den 12 gæster fik i fredags på Restaurant Damende.
Sammen med sine to kulinariske legekammerater, Bo Bøtkjær fra Sønderborg og Morten Kjær fra Horsens, bød Allan Dam Didriksen fra Restaurant Damende på vinsmagning af de bedste vine fra tre århundreder (!!) Dagens ældste var en portvin, som blev hældt på flasker den gang cowboys stadig var i gang med at erobre vesten - I 1875.
Ialt 42 fantastiske vine fandt vej til de forventningsfulde smagsløg, heriblandt Clos de la Roche Grand cru 2003 Lignier, Richebourg Grand cru 1937 og Ch. Langoa Grand cru Classe 1890.
Da rødvinen fra 1890 var prøvesmagt udbrød en af gæsterne spontant:
"Den vin SKAL jeg bare have en flaske af - koste hvad det vil," hvorefter bud efter bud blev sendt i retning af ejeren, Morten Kjær, som havde købt syv flasker på en auktion i London. Morten Kjær ville dog ikke sælge vinen, men det vurderes at vinen i den gode kvalitet ligger på ca. 10.000 kr. pr. flaske.
Også en portvin fra 1875 fik gæsterne op ad stolene, hvor de ellers kunne nyde vinene sammen med ikke færre end ni serveringer fra Damendes eksklusive køkken.
Det var således en samling glade mennesker, befriet for både sult og tørst - Men med en meget stor oplevelse i bagagen, der drog hjem efter arrangementet, som Restaurant Damende forventer at kunne lave cirka fire gange om året.