Højskoleaften med lyd og tegnsprog
Castberggård er en højskole for døve. Men til højskoleraftner mødes alle, uanset hvor meget eller lidt de kan høre
Lisbeth Zornig Andersen står på den store scene og er i fuld gang med at fortælle sin historie til det mangfoldige publikum i idrætshallen på Castberggård. Hun fortæller med ord, og de ord bliver straks til både tegnsprog og bogstaver på store skærme.
Det er højskoleaften på en højskole for døve og hørehæmmede, så derfor tages de specielle tiltag med tegnsprogstolke og ?. Men hovedparten af publikum er dog hørende.
“Alle kan komme forbi til vores foredrag, som i øvrigt er meget populære. Men det er klart, at vores set up er større end det ellers ses ved et foredrag. I alt er seks tolke i sving, sådan en aften som i aften,” forklarer forstander, Erik Kristensen.
Castberggård ligger i Urlev nord for Hedensted og har siden 1973 været et sted for døve og svært hørehæmmede. Men som alle andre højskoler skal man ud over ramperne og åbne sig for alle.
“Folk skal lige vænne sig til, at vi ikke længere kun er målrettet døve og hørehæmmede. Men langsomt og sikkert er vi efterhånden blevet et populært sted at holde sin fest. Vi har jo også smukke rammer. Og så er vi et kursus og konferencested, som alle kan gøre brug af. Det hele er på lige vilkår med alle andre,” forklarer Dorthe Dúpont, der står for salg- og marketing på Castberggård.
Jo, nok er stedet et lærested for døve, men det er også en forretning. Derfor er man er åben overfor andre tiltag end kun specifikt rettet mod døve og hørehæmmede. Og det giver en markant fordel ud over det økonomiske aspekt. Døve, hørehæmmede og hørende mødes nemlig på lige vilkår.
“Det, at stedet også ofte bruges af hørende, er også en god træning for vores elever i at møde folk, der kan høre. Døve og hørehæmmede er her selvfølgelig af forskellige grunde, men nogle er her for at modnes og personlig udvikle sig. Og blive klar til et arbejdsliv blandt hørerne,” forklarer Dorthe Dúpont.
Nervøs første gang
Oppe på scenen er Lisbeth Zornig færdig med første afdeling. Hun og tolkene holder en pause.
“Det er anden gang, jeg er her, så jeg var ikke nervøs inden. Men jeg var nervøs første gang, og tænkte meget over, hvordan holder man foredrag for både hørende og ikke hørende. Men det viste sig hurtigt at være meget nemt, for jeg skal bare være mig selv. Hele setuppet er meget professionelt, og det gør det jo nemt for foredragsholdere som mig,” siger Lisbeth Zorning.
De over 200 tilhørere i salen summer rundt. Den summen kan nogen høre bedre end andre, men alle er sikker på at få en foredragsoplevelse sådan en aften.
Fakta
Næste foredragsholdere er Bent Isager-Nielsen og Anders Agger.
Castberggård er Danmarks eneste højskole for døve- og hørehæmmede. Den selvejende institution Castberggård startede tilbage i 1973. Stedet var i den gamle præstegård i Urlev ved Hedensted. Castberggård er også jobcenter for døve- og hørehæmmede samt kursus- og konferencecenter for alle.