Danske Bank Pokalen til Leif Bagger-Hansen
Formanden for Dansk Golf Union, Jim Staffensen talte ved KøgeGolf Klubs årsmøde
ÅRSMØDE: Køge Golf Klub har afviklet den årlige generalforsamling ved et velbesøgt møde i klubbens restaurant.
Klubbens formand Erik Lorentzen kunne på ny se tilbage på et godt år med stor aktivitet og medlemsfremgang, og kasserer Søren Pingel aflagde endnu et tilfredsstillende regnskab og et budget for 2015, der påny opererer med forventningerne om endnu et godt regnskabsår.
Der var genvalg over hele linjen. Erik Lorentzen, Ole Therkildsen og Rikke Thomassen modtog genvalg, som de har gjort det hver gang siden de blev valgt ind i 2007. Det samme gjaldt suppleanterne Charlotte Tranberg og Leif Larnkjær, og Karsten Almosetoft og Søren Thomassen til Amatør-og Ordensudvalget.
Danske Bank Pokalen, som hvert år gives til et medlem eller et udvalg, der har udført en ekstraordinær opgave eller indsats i klubben, blev givet til Leif Bagger-Hansen.
Det var filialdirektør Claus Jørgen Sørensen, Danske Bank Køge, der overrakte pokalen, og Baneudvalgsformand Ole Therkildsen motiverede valget.
Leif Bagger-Hansen er medlem af både Baneudvalg og Ejendomsudvalg, og han er en fantastisk repræsentant for de frivillige hjælpere i Køge Golf Klub.
Leif Bagger-Hansen er pensioneret ingeniør, og han er tovholder og projektansvarlig på Projekt Nord med opførelse af ny Driving Range og udvidelse af 9-hullers-banen. Dertil kommer, at han er involveret i en række andre opgaver i klubben - en ægte ildsjæl.
DGU's formand Jim Staffensen var klubbens gæst, og han holdt et glimrende indlæg under eventuelt om den aktuelle situation i Dansk Golf, der er et af de største forbund under Dansk Idræts Forbund med ca. 155.000 medlemmer.
Der er mange klubber, der har haft store udfordringer med medlemmer og økonomi gennem de senere år. Det skyldes ikke medlemsflugt fra sporten, men det faktum, at der i gode tider blev etableret alt for mange golfbaner i forhold til antal golfspillere. Et forhold, der også gør sig gældende lokalt.
Det samlede medlemstal på landsplan holder sig nogenlunde status quo med en årlig udskiftning på ca. 12 % af det samlede medlemstal. På det seneste har det vist sig, at medlemstallet på ungdomssiden er vigende. Således gik golfen ca. 2.000 ungdomsspillere tilbage sidste år.
Derfor vil ungdommen blive et satsningsområde - bl.a. i samarbejde med skolerne, hvor den ny skolereform også giver sporten udfordringer.
- I Køge Golf Klub udvidede vi sidste år med sandkassegolf for børn fra 3 år, og det blev en populær aktivitet fra starten. Som noget nyt tilbyder klubben i år gratis træning til medlemmer med et golfhandicap på over 36, fortæller golfmanager Helge Caspersen.
Klubben har i øvrigt åbnet en 18 hullers bane og den står flot.
Datoen for første begynderhold er i år den 13. april, og Golfens Dag afholdes i år afvikles søndag, den 19. april, hvor Køge Golf Klub åbner dørene for alle interesserede.pm