Haderslev satser på digital post uden tvang
Nu er der endnu bedre hjælp at hente, hvis man har det svært med den digitale post fra kommunen
De sidste par måneder har Haderslev Kommune fået en del henvendelser fra borgere, der tror, at de automatisk er fritaget fra at bruge de digitale selvbetjeningsløsninger, fordi de allerede er fritaget fra at have en digital postkasse - men der er hjælp at hente, hvis man bor i Haderslev Kommune.
I kommunens Borgerservice er man klar til at hjælpe de ældre, der vil fritages, og de kan trygt henvende sig til kommunen, hvis de ikke vil bruge de digitale selvbetjeningsløsninger
”Vi presser ikke nogen til at være digitale eller tvinger dem hen til computertasterne. Tværtimod vil vi gerne hjælpe de ældre, så de føler sig trygge og måske så på et senere tidspunkt får lyst til at give sig i kast med det digitale”, siger Anne-Mette Michelsen, chef for Borgerservice, It og Digitalisering.
”Vi er altid klar til medbetjening. Det vil sige, at vi sammen med borgerne gennemgår og hjælper med den digitale løsning, og vi sender heldigvis også mange ud ad døren med følelsen af, at ”nu kan de godt selv næste gang”, siger Anne-Mette Michelsen og slår fast:
”Ingen borgere, der ikke ønsker det, bliver fastholdt i at være digitale. Hvis man ønsker at blive fritaget, så bliver man det.”