VW har drøn på
Christen Agerley holdt rejsegilde på et større nybyggeri på grunden på Tøndervej
VW-forhandler Christen Agerley har godt gang i et nybyggeri på grunden påTøndervej 58 i Aabenraa.
Her udvides forretningen med en vaskehal, en klargøringshal og en udstillinghal. I alt udvides med 700 kvm., så det samlede areal kommer på omkring 3200 kvm.
Torsdag eftermiddag kunne der bydes velkommen til rejsegilde, der blev gennemført i høj solskin.
Med nybyggeriet kommer den sidste del af grunden, der huser Christen Agerley, up to date, og den gamle bygning, der før kunne fremstå lidt forfalden er erstattet af nyt og brugbart nybyggeri.
"Vi leverer vel omkring 700 biler ud herfra, og dem har vi hidtil kørt i byen for at få vasket og fyldt benzin på. Det kan vi nu gøre på grunden, så vi sparer en hel del ture ned i byen, når byggeriet står færdigt," forklarer indehaver Christen Agerley.
Byggeriet har været ret omfattende, fordi det har vist sig, at den del af grunden er gammel fjordbund fra Aabenraa Fjord. Det betyder, at hele nybyggeriet er bygget på store pæle, der er slået i jorden for at stabilisere grunden, og det samme er sket for indkørslerne, der nu bliver bedre i stand til at klare vægten fra de store biler.
Han forventer byggeriet står færdigt en gang i maj, men der er ikke sat nogen præcis dato på.
"Vi tager det i brug, når det er færdigt. Det er jo ikke noget, vi står og mangler akut, så det tager vi, som det kommer," slutter Christen Agerley.