Fortsæt til indhold

Julie er stolt af drengene

Hovedsponseren fra CP er sikker tilskuer, når FC Roskilde-spillerne løber på banen

Arkiv
Jan Partoft

- Fodbold har altid været en del af mit liv, siger Julie Bruun, der er direktør for firmaet CP fra Viby.
- Min far tog mig ofte med på stadion, da jeg var barn. Dengang var det i Brøndby, hvor han og virksomheden var sponsor for holdet.
- Det gav mig en interesse for spillet, og jeg opfattede den ikke som en drengesport, her kunne piger også godt være med.
Interessen fik også barnet Julie Bruun til at prøve kræfter på et syvmandshold i Himmelev.
- Det blev nu en meget kort periode, jeg var aktiv. Der var mange andre ting, man skulle nå at lave, men interessen for spillet bevarede jeg, siger hun.

Mere nærværende

Efter skolen gik Julie Bruun i gang med at uddanne sig på handelsskolen i økonomistyring og procesledelse, og bagefter havde hun job i København.
- Dengang var interessen for fodbold sat lidt i baggrunden. Men da min far fik mig overtalt til at komme med i virksomheden, blev interessen for fodbolden igen vakt, for firmaet var stadig fodboldsponsor, siger hun.
- Nu er det FC Roskilde, som CP er sponsor for. Det gør en stor forskel, at det er et lokalt hold, når man er med på station.
- I Roskilde er det en meget mere nærværende oplevelse at være på tilskuerrækkerne, og man drukner ikke på et kæmpestort stadion som i Brøndby.
- Jeg er da næsten også altid på med, når der er hjemmebanekamp, og jeg forsøger også at tage med ude. Det afhænger dog lidt af, hvor megen tid jeg har, for nogle af kampene bliver spillet meget langt væk.

FC Roskildes spillere vækker en stolthed hos Julie Bruun fra CP. Hun er med på tilskuerrækkerne til de fleste af holdets kampe.

Spillet fanger

Halvdelen af FC Roskildes kampe bliver spillet hjemme i Rådmandshaven. Så er der gode chancer for at møde Julie Bruun på stadion.
- Her møder man selvfølgelig mange, man kender, for sponsorklubnben er effektiv, og på den måde er der også opbygget et netværk, siger hun.
- Samtidig kan man ikke lade være med at gå op i spillet. Jeg sidder hver gang og håber på, at det går godt. Man får simpelthen en tilknytning til holdet.
- Når der er hjemmebanekampe er det også rart, at komme ud og ikke bare ligge på sofaen.
- Til gengæld er der også noget særligt over at være med, når holdet er ude på de store stadioner. Der kan jeg ikke lade være med at blive lidt stolt over holdet og tænke, at det er vores drenge, der er på banen.
- Så interessen for fodbolden og FC Roskilde er en god blanding af firmainteresser, samt at det er sjovt og hyggeligt at støtte op om et lokalt fodboldhold, forklarer Julie Bruun.
jp@roskildeavis.dk