Fortsæt til indhold

Opgør om skoleklima

Flertal afviste DF-V-forslag om indkøb af alarmer mod dårlig luft og støj i klasserne

Arkiv
Arkiv

Når indeklimaet i klasselokalerne er godt, så eleverne føler sig kvikke, lærer de også mere, mens lærerne også kan levere en bedre undervisning. Så langt kunne alle være enige, da Roskilde Byråd onsdag aften diskuterede problemet, der er ganske alvorlig på mange af kommunens ældre skoler. Til gengæld var der stor uenighed om, hvad der skal gøres nu og senere. Dansk Folkeparti og Venstre havde stillet et forslag om at bruge 1,3 millioner kroner på at indkøbet et særligt apparat til klasserummene. Det registrerer, hvornår de er for meget støj eller kultveilte i et lokale og giver besked om det, så lærere og elever kan lukke et vindue op eller skrue lidt ned for lyden. Flertallet i de øvrige partier, der er med i årets budget-forlig, mente derimod, at det var tvivlsomt at bruge så mange penge på noget, som kun gør opmærksom på et problem og ikke løser det. Merete Dea Larsen (DF) argumenterede ihærdigt for forslaget: - Mange elever får hovedpine og kan ikke koncentrere sig, når indeklimaet er dårligt. Så lærer de også langt mindre, har undersøgelser vist. Faktisk falder indlæringen så meget, at det næsten svarer til et helt skoleår ud af de ni, som Folkeskolen varer. - Jeg ved godt, at disse apparater ikke fjerner det dårlige indeklima. Men de gør opmærksom på det, så man kan lufte ud og afbøde det bedre. Det er heller ikke en langsigtet løsning, men det er bedre end ingenting i de nærmeste år, hvor kommunen jo ikke har råd til at installere automatisk udluftning på alle sine skoler, forklarede hun.

Hovsa-løsninger

Ifølge DF-lederen ville disse apparater også gøre det lettere for forældrene at følge med i, hvordan klimaet er på deres børns skoler, så de også kan lægge pres på for at der blive luftet ud og taget andre foranstaltninger. Henrik Stougaard (El.) erkendte, at kommunen her står med et stort problem på skolerne. - Men jeres forslag løser ikke rigtigt noget, så disse penge kan være helt spildt. Nu har vi i enighed besluttet at gennemføre en stor undersøgelse af problemets omfang på alle skolerne, og så må vi først se resultatet. Han lovede dog, at Enhedslisten ville diskutere med de øvrige partierne i det gældende budget-forlig, hvad der kunne gøres for at forbedre situationen. Formanden for Skole- og Børneudvalget Claus Larsen (S) var også med på, at Roskilde har et stort problem med indeklimaet på sine skoler, og at det kommer til at koste dyrt i de næste år. - Derfor er det ekstra vigtigt, at vi bruger pengene bedste muligt og ikke spilder dem på en eller anden hovsa-løsning. Jeg er også blevet ringet op af en eller anden, der ville sælge disse apparater til kommunen. Men nu vil jeg vente på den undersøgelse, vi alle har besluttet, og derefter må vi følge de råd, vi får, om hvad vi skal gøre. - Et åbent vindue af og til kan hjælpe meget, og det må vi få lærere og elever til at bruge noget mere, mens vi finder den bedste løsning.

Merete Dea Larsen (DF) mente, det var bedre at bruge 1,3 millioner kroner på klima-alarmer nu, end ingenting at gøre.

Bedre indlæring

Venstres skoleordfører Mads Ravndrup mente, det var et glimrende forslag, at Roskilde indkøber disse klima-alarmer. - For få penge kan det hjælpe os meget med at fremme indlæringen i skolen, hvilket vel er en hovedopgave og vores ansvar. Men det er da positivt, at flertallet nu lover at gøre noget - på et tidspunkt, bemærkede han. Den radikale Jeppe Trolle var enig i, at det er nødvendigt at se på skolernes arbejdsmiljø, og derunder indeklimaet. - Men det er meget tvivlsomt, om disse apparater overhovedet kan løse noget problem. - Jeg mener vi skal have en langsigtet og grundig løsning, og det vil vi gerne prioritere, når kommunen skal prioritere sine udgifter i det næste budget, lovede han. tk