Boligkøberne rykker på lave renter
Boom i boligkøbere på fremvisning og flere salg
De historisk lave renter får danskerne til at strømme ud på boligmarkedet.
Nye tal fra ejendomsmæglerkæden home viser, at boligkøberne booker fremvisninger i stort omfang, og at der er handlet markant flere boliger end for et år siden.
Et stort boom på over 50 % flere fremvisninger i årets første to måneder falder sammen med, at det aldrig har været mere attraktivt at optage et boliglån, og at man kan sikre sig en fast rekord lav rente de kommende 30 år.
Interessen for at kigge på bolig har taget et ekstra hop, konkluderer home.
- Den lave rente får danskerne til at rykke lige nu, og vores folk har virkelig travlt med at vise boliger frem. Det er ret voldsomme stigninger, når vi ser over det seneste år, men de mange fremvisninger betyder også, at endnu flere får solgt boligen, siger Mads Ellegaard, relationschef i home.
Handlerne er gået frem med over 20 % i februar sammenlignet med samme måned i 2014.
Ifølge home er det også væsentligt for fremgangen, at danskerne oplever, at de har flere penge mellem hænderne, at forbrugertilliden er høj, og at der er plusser på jobmarkedet.
pm