Fusion skaber stor-leverandør af it-service
IT-koncernen C2IT A/S køber Itplaneten i Varde/Esbjerg
C2IT A/S har indgået en aftale om køb af Itplaneten. Medarbejderne fortsætter hos C2IT under forretningsområdet Infrastructure.
Partnere i Itplaneten, Michael Due Brodersen og Max Larsen, bliver ved samme lejlighed partnere i C2IT.
C2IT Infrastructure tilbyder en bred vifte af it-services, hvor C2IT i stigende grad overtager hele ansvaret for it-driften hos kunderne, så de kan koncentrere sig om deres kerneforretning.
Allan Brunbakke, direktør for C2IT Infrastructure, siger om de nye fælles aktiviteter:
“For C2IT handler det om, at Itplaneten er et perfekt match i forhold til vores strategi. Itplaneten har specialiseret sig i at levere løsninger og driftsservices inden for it-infrastruktur med samme fokus på kvalitet og service som hos C2IT. It-driftservices er et af de områder, hvor stordrift for alvor betyder noget. Med fusionen får begge parter en større kritisk masse på løsninger, kunder og medarbejdere. Vi får med andre ord flere kompetente brikker, som vi kan bringe i spil for at være den it-servicepartner, der giver kunden den bedste oplevelse.
Michael Due Brodersen, salgschef og partner, siger:
“Kulturen i de to virksomheder ligger tæt op ad hinanden og vi deler samme opfattelse af, hvordan man skal tilgå kunder og marked. Vi er enige om, at der ikke vil blive gået på kompromis med nærheden til vores kunder, så med dette samarbejde, har vi fundet den livsvigtige balance mellem størrelse og nærhed”.
C2IT har kunder i hele Danmark, men specielt i Region Syddanmark får den nye konstellation og størrelse betydning.
Carsten Sixhøi, CEO hos C2IT, uddyber:
“I Region Syddanmark er der kraftig vækst omkring Trekantsområdet og omkring Esbjerg-området – og derfor er det interessant for os at være begge steder og have en størrelse også lokalt, som betyder noget. Vi bliver med ét slag den største it-virksomhed i vores nærområde, nemlig Region Syddanmark. Og det bliver absolut ikke mindre interessant af at både Itplaneten og C2IT har et strategisk samarbejde med SE Cloud Factory, som leverer datakapacitet til begge virksomheder, og hvor C2IT og Itplaneten i dag er de to største partnere”.