De fem mørke år
Spændende artikelserie om Anden verdenskrig kan følges fra i dag
Når man skruer de historiske briller på ansigtet er 2015 et spændende år. Den 9. april er det 75 år siden, at den tyske krigsmaskine kørte ind over grænsen og indledte fem års besættelse af Danmark. Og den 4. maj er det 70 år siden, at man i radionen fra London kunne høre at de tyske styrker i landet havde overgivet sig.
Overalt i Danmark bliver disse begivenheder markeret, og ikke mindst her i området er man godt i gang. Filmen "9. april" har om noget sat besættelsen på dagsordenen hos både små og store, og en lang række aktiviteter i byen støtter kraftigt op om filmen.
Som man kan læse i dagens udgave af Lokalavisen Haderslev vil også Lysfesten den 4. maj blive i særklasse i år. Alle kræfter sættes ind for at markere denne nationale festdag på bedste vis. Og det er også forlængst fastslået at netop Haderslev vil være ét af de steder, hvor danskernes opmærksomhed vil være denne dag.
I denne uge, samt hen over påsken, kan du - i Lokalavisen Haderslev - samt i resten af vore jyske lokalavisen - læse en lang serie artikler om besættelsen. En gruppe journalister fra forskellige redaktioner i Jylland har arbejdet sammen om en meget spændende artikelserie, som samlet danner et billede af "de fem mørke år". Første ombæring er altså i dagens udgave og så følger der endnu en servering de næste to uger. Hvis du ikke modtager selve papiravisen, kan artiklerne naturligvis også læses på vores netavis som "E paper".