Fortsæt til indhold

Penge til indeklima på skolerne

Arkiv
Arkiv

Lederen for DF i Roskilde Byråd Merete Dea Larsen vil til byrådets næste møde den 25. marts foreslå, at kommunen nu tager 1,3 million kroner af sin ganske store kassebeholdning og bruger pengene til forbedring af indeklimaet i kommunens skoler.
Helt konkret ønsker partiet, at der i klasselokalerne i ældre bygninger, hvor problemet er størst, opstilles et særligt apparat. Det kan overvåge, at der ikke bliver alt for meget støj og kultveilte i rummet, så det går ud over koncentration og indlæring.
- Naturligvis løser det ikke selve problemet, men så kan læreren og eleverne blive opmærksomme på problemerne og lufte lidt ud. For ret små penge kan vi på den måde sikre et vist minimum af indeklima i de 211 lokaler, hvor der i dag ikke er automatisk ventilation. Det ville selvfølgelig være det bedste, men det har vi ikke råd til hurtigt nok, forklarer Merete Dea.
- Problemet er opstået, fordi kravene var helt andre, da mange af bygningerne blev opført. Desuden er der i dag meget elektronisk udstyr, som også påvirker indeklimaet i klasselokalerne.
Merete Dea Larsen er tilfreds med, at alle partier i Roskilde var enige om at støtte DF-forslaget om en rapport om indeklimaet på kommunens skoler. Hun henviser samtidig til, at partiet på landsplan arbejder med et forslag om automatisk ventilation i alle skolelokaler.