Lokalhistorisk arkiv genåbner i Søstrehuset i Christiansfeld
Nu kan historisk interesserede i Christiansfeld og omegn snart igen fordybe sig i den lokalhistoriske fortid på det lokalhistoriske arkiv. Arkivet åbner igen fredag den 20. marts efter at have været lukket i to og en halv måned på grund af flytning fra Nørregade 1, hvor arkivet har haft til huse i mange år, til de lyse og venlige lokaler i det nyrenoverede Søstrehus i Nørregade 14.
Her råder arkivet nu over tre rum i stueetagen, hvor der er indrettet arkivrum, læsestue og arbejdspladser til de frivillige, som hver onsdag formiddag sørger for, at alt kommer på de rette hylder.
“Vi er utroligt glade for de nye lokaler, som vi i vid udstrækning selv har fået lov til at indrette på den måde, vi gerne ville. Vi har nu optimale arbejdsbetingelser og muligheder for at tage vare på den lokale fortid,” siger formanden for Christiansfeld Lokalhistoriske Forening og Arkiv, Leif Jacobsen.