Nu skal nord-byen også forskønnes
Aabenraa Kommune går nu i gang med at søge penge til den nordlige del af bymidten
Nu, hvor områdefornyelsen i den sydlige del af Aabenraa bymidte er på vej til at blive realiseret, har Vækst- og Udviklingsudvalget besluttet, at Aabenraa Kommune skal gå i gang med at søge tilskud til fornyelse af den nordlige ende af Aabenraa bykerne. En ansøgning bliver sendt til Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter inden for kort tid. Ministeriet har nemlig en pulje øremærket til ældre, nedslidte byområder, som Aabenraa Kommune er berettiget til at søge.
Det område, der skal fornyes, strækker sig fra Callesensgade i vest til et stykke ud i erhvervsområdet nord for havnen mod øst. I området ligger også banegården, Nørreport, den nordlige del af gågaden, området ved Klinkbjerg og Barkmøllegade samt Lavgade og Højgade ned til Forstallé.
“Det har længe stået på vores ønskeliste at få gjort noget ved den nordlige del af midtbyen i Aabenraa. Særligt har der været meget fokus på den nordligste del af gågaden. Den rummer i dag så mange tomme butikker, og man må faktisk konstatere, at den del af gågaden ikke længere har betydning som handelsstrøg. Det skal vi simpelthen have gjort noget ved. Men det er ikke nok at gøre noget ved gågaden, det er hele den nordlige bydel, der skal have et løft, for at vi får den attraktive hovedby i kommunen, som vi ønsker,” pointerer formand for Vækst- og Udviklingsudvalget Philip Tietje.
Gågaden i nord
Områdefornyelsen i den nordlige del af Aabenraa skal være med til at opfylde visionerne i den overordnede udviklingsplan ”Fremtidens Aabenraa – Fremtidens Købstad” om at gøre Aabenraa til et attraktivt sted at slå sig ned.
Hvis Aabenraa Kommunes ansøgning imødekommes, og byrådet beslutter sig for at sige ja tak, forpligter kommunen sig til at bruge et millionbeløb på områdefornyelsen, som er mindst det dobbelte af det beløb, ministeriet giver i tilskud. Da Aabenraa Kommune fik tilskud fra ministeriet på 5 mio. kr. til områdefornyelsen i den sydlige ende af midtbyen, endte det med at blive et projekt til samlet 51 mio. kr.